Selvpsykologi: I denne lille artikel er fokus på den anerkendende relationens betydning for psykisk velbefindende og udvikling ud fra en almen selvpsykologisk tilgang.
1. Indledning:
Kohut`s selvpsykologi er en beskrivelse og forståelse af vores psykiske apparat dvs. en teori om, hvordan vi er ”skruet sammen” psykologisk og hvorfor. Endvidere dels hvad ”selvet” er strukturelt (opbygget) og indholdsmæssigt (hvad består selvet af) og dels hvad det er, som ”bevæger os” – driver vores psykologiske motor og således for os til at føle trivsel, forstå mening og handle i verden. Selvet er altså et udtryk for det, ”der giver vores virksomhed og oplevelser en rettethed mod en bestemt tilværelse”. Vores tilværelse kunne være en anden, men er det ikke. Den noget bestemt fordi, vi er den, vi nu engang er og derfor gør vi det vi gør og kan genkendes på det.
Videnskabsteroretisk belyst kan Kohut`s selvpsykologi placeres i den fænomenologiske, den eksistentielle og den hermeneutiske tradition. Selvet fortolker sin omverden, har sine egne indre personlige oplevelser samt bevæggrunde og forbundetheden til andre har eksistentiel betydning for selvets udvikling.
2. Overordnede betragtninger.
Grundlæggende er der fire forhold, som er karakteristisk for ”selvets” måde at fungere på – men som absolut må ses i et samlet hele (Holisme), og det er dette “hele” som udgøres af selvet. Selvet kan analytisk/teoretisk opdeles i følgende fire dimensioner:
1) Den første er en udadrettet drivkraft (rettethed) ud mod verden – intension – som kan præciseres som det enkeltes menneskes egne iboende medfødte ønsker behov, interesser udformet som ambitioner (jeg vil) dvs. en subjektiv dimension. En udadrettet kraft eller evne, som er helt unik og som altså peger ud i verden med en bestemt hensigt om ”at ville noget”.
2) Denne udadrettede kraft (rettethed som ambition) er under normale betingelser samtidig rettet ind af noget fra omverdenen nemlig idealer eller forbilleder (vis mig, hvem jeg kan blive) og udgøres af f.eks. forældre, familie, kammerater, lærere, venner, pædagoger, bedsteforældre, medier m.v. – kultur i bred fortand og kommer udefra og præger, vejleder samt sætter mål for den udadrettede kraft, så den finder social fodfæste i den fælles kultur. Vi har altså nu den velkendte opfattelse af verden i to uadskillelige dele nemlig mellem individ og samfund/kultur. Pointen i selvpsykologien er imidlertid, at denne analytiske opdeling optræder som en spændingsbue mellem polerne ambition og ideal eller mere abstrakt som en livsopgave. Kan det nemlig lykkes “selvet” at skabe en dynamisk overordnet sammenhæng/organisering, hvori ambition og idealisering beriger hinanden!
3) I forlængelse af de to første rettetheder – ambition og ideal kommer endvidere om de den enkelte har de nødvendige mestringsstrategier eller kompetencer i form færdigheder, erfaringer, værdier og viden, der gør det muligt at realisere selvets to indbyrdes afhængige sider eller poler?
4) Der er imidlertid endnu en fjerde rettethed, der konstituerer selvet dvs. er komponent i selvets opbygning og det er følelsen og oplevelsen af fælles menneskelighed. At opleve, se sig selv og føle tilknytning og skabe samhørighed (vi-hed) til fællesmennekseligt samvær. Selvet har eksistentiel brug for følelse/fornemmelse af fælles menneskeligt samvær i form af tryghed, sikkerhed eller samhørighed med den verden og de mennesker, selvet er en del af – ellers fungerer det ikke optimalt.
5. Når disse fire grundlagskomponenter er på plads, sker der yderligere det, at selvet – når der altså er sammenhæng mellem disse tre komponenter og de således er indbyrdes afstemt dvs., at der udfra det nu opståede stille samvær, som kan beskrives som samhørighed – det fælles – med ligesindede, kan initieres dvs. igangsættes en ny udadrettet handlekraft, der igen vejledes, der igen skaber tryghed, der igen etablerer det stille samvær, der igen skaber ny handlekraft.
Vi har altså en cirkelslutning. Selvet, der er et udtryk for vores psykiske apparat, er altså dynamisk og ikke statisk, når det fungerer optimalt. Det opererer meningsfyldt bevæges hele tiden i og med det søger forbundethed/relation til andre.
3. Drivkraften i selvet – den psykologiske motor.
Selvpsykologi mener, at det som bevæger eller skaber indsigt i selvet er menneskets enestående evne til at kigge på sig selv eller blive set på og spørge: Hvem er jeg, hvor er jeg på vej hen, hvad er godt for mig. Vi kan altså nu se vores selv på to måder: 1) Gennem introspektion og 2) vikarierende introspektion (empati). Introspektion er, når vi refleksivt “kigger” på vores selv via vores indre sprog og forestillingsbilleder. Empati eller vikarierende introspektion er, når andre med følelsesmæssig resonans, ser på vores os ved at iagttage vores selv og give udtryk for det på en måde så vi “opdager” og ser os selv “igennem den anden”. Oplevelsen af empati er derfor altafgørende for, om vi er i en kvalitativ relation til til “den anden”. Det er med andre ord den som vi ønsker/er empatiske overfor, der suverænt afgør om der er empati.
Det er denne evne til at iagttage vores selv, som vi kan kalder bevidsthed eller 1. og 2. ordens iagttagelser, der er drivkraften i selvets udvikling. Når vi derfor bliver set, hørt og mærket af vores omgivelser og af os selv er det spejling af selvet, men den optimale spejling er samtidig også idealiserende dvs. når vores udadrettede handlekraft ses af og i omgivelserne og samtidig også vejledes og rettes ind, så den også bliver social acceptabel og udfordrende. Heraf kommer begrebet optimal frustration og nærmeste udviklingszone.
Men, og det er vigtigt – spejlingen er altså på en gang et billede af handlekraften (subjektive) og idealiseringen (objektive) og viser nye veje for selvet via udviklingsmuligheder og mål i livet generelt – også kaldet optimal frustration.
Men, når det endvidere kun er henholdsvis handlekraften (grandios – selvhævdende), idealerne (glemmer egne ønsker, ideer og lader sig indrulle i eller optager ukritisk andres ideer) eller det stille samvær (bare det at være sammen uden at bidrage med noget nyt), der er i funktion, sker der således en indsnævring af det sunde selv.
4. Selvpsykologi, selvobjekter, den psykiske udvikling samt den gode relation.
For at selvet derfor fortsat kan bestå kræves nu , at der er ”gode” mennesker, kaldet selvobjekter eller måske mere præcist resonansobjekter. De udgøres af forældre, familie, pædagoger, lærere, legekammerater, der i omgivelserne er 1) bekræftende 2) vejledende gennem idealer (forbilleder) 3) skaber tryghed, samklang dvs. følelsesmæssig resonans 4) giver et stille samvær dvs. et socialt fællesskab. 5) har blik for den enkeltes udviklingsforudsætninger i forhold til styrker og svagheder med hensyn til viden, erfaringer, oplevelser og kompetenceudvikling (mestringsstrategier).
Selvet drives, som før nævnt af selvindsigt via introspektion eller empati og bygger på 1 og 2. ordens iagttagelser – vi kan se på os selv og tænker over vores livsprojekter – er vi på rette vej, hvad er godt for mig, hvilke ønsker og mål har jeg. Det betyder, at vi som mennesker lever vores liv på baggrund af kognitiv bevidsthed (tænkning, begreber), følelser(glæde, vrede, sorg m.v.) og handlinger ( vi gør noget) og er derfor tilstede i verden via egne selvrefleksivt og følelsesmæssigt opnåede erfaringer, viden og handlefærdigheder.
Det sunde selv: Vi gør det vi gør, fordi vi har en mening/hensigt med det og kan se på os selv og via sproget give udtryk for det samtidig med, vi mærker og føler os selvunderstøttet af betydningsfulde andre. Vi er således ikke ”ofre” for biologiske eller andre determinerende eller kausale forhold. Vi kan forholde os til vores “selv”, der altså opererer intensionelt – har en hensigt og ønsker mening.
“Det usunde selv”: Problemet opstår imidlertid, hvis disse forudsætninger presses eller forstyrres i tilstrækkelig grad og længe nok. Det kan have som konsekvens, at der sker mistrivsel og selvet kan frustreres, hvilket bl.a. kan komme til udtryk i vrede, ensomhedsfølelse, skuffelse, angst, nedtrykthed, selvhævdende adfærd, uro eller anden anormalitet.
Når vi derfor som professionelle pædagoger/lærere ser disse trivselsproblemer, kan det ses som et udtryk for manglende kvalitative relationer og dermed disintegration. Og det er alvorlige forhold, vi har med at gøre. Derfor er det uhyre vigtigt at arbejde med relationer og se barnet i dets sammenhæng med omgivelserne. Vi har som mennesker eksistentielt brug for gode relationer. Det er det vi lever af – den psykologiske ilt.
5. Eksempel fra den pædagogiske hverdagspraksis.
Når der f.eks. mobbes er mobbeofferets ”selv” dvs. dets handlekraft, idealiseringer, stille samvær samt følelsesmæssig tilknytning(tryghed) fraværende fra mobberen og deres hjælpere. At mobbe er at ignorere, drille eller tryne mobberens “selv” vedvarende og systematisk. Det spejles og idealiseres ikke, der er ikke tryghed og stille samvær tilstede og mobbeofret har ikke mestringsstrategier, der kan håndtere situationen.
Tværtimod forsøger mobberen at af-spejle selvet – og mobbes der kraftigt og vedvarende risikerer selvet således at miste selvværd og selvtillid. Ikke at blive set, hørt eller mærket i tilstrækkeligt omfang er forbundet med direkte mistrivsel, ubehag og psykisk afvikling.
Ud fra ovenstående er et kompetent og vidensunderbygget handlingsforslag nu : Igangsæt aktiviteter, der involverer, at “den mobbede” for mulighed for at indgå i en anerkendende sammenhæng dvs. for mulighed for at tale, handle og relatere sig til ligesindede og således få mulighed for at se, mærke og forstå andre og sig selv på en fortolkende og refleksiv måde og således bruge og udvikle egne ressourcer, færdigheder og viden, der hvor den “mobbede” nu engang. Og sørg for at det er respektfyldt forhold mellem de involvererede. Det er selvpsykologi i en nøddeskal.
Interne link.
Velkommen til studieportalen online-studiehjælp.dk: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/velkommen-til-online-studiehjaelp-kig-paa-menuen-i-toppen/
Vanskeligheder med at læse svære tekster? Du er ikke alene: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/vanskeligheder-med-at-laese-svaere-tekster/
Eksterne link
Preben Berthelsen (2001). Selvet: https://psy.au.dk/fileadmin/Psykologi/Forskning/Preben_Bertelsen/selvet.pdf
Bertelsen, P. (1994c): For evigt forbundet. Et almenpsykologisk perspektiv på Kohuts psykologi om selvet. Psyke og logos.
Tønnesvang, Jan: Selvet i pædagogikken – selvpsykologiens bidrag til en moderne dannelsespædagogik. Klim, 2002. Psyke og Logos (2), 267 – 315.