Luhmann. Undervisning og læring i et systemteoretisk perspektiv.

Mon jeg nogensinde kommer til at forstå Niklas Luhmann
Luhmanns systemteori
Af Søren Lauridsen – cand. pæd. pæd. og lektor i pædagogik på pædagoguddannelseen.
Luhmann og systemteori
Niklas Luhmann (1921 – 1997) – professor og anerkendt sociolog.

Luhmann ser verden i systemer og beskriver undervisning og læring med helt nye begreber, som let kan virke fremmede på de fleste professionsstuderende. Kender du derfor ikke til Luhmanns grundforståelser og begrebsapparat så læs først min artikel – Luhmanns systemteori og grundbegreber

Så til sagen!

1.Luhmann beskriver undervisning som et socialt system med en specialiseret form for kommunikation – nemlig den kommunikation, der målrettet vil forandre personer. Altså skabe læring som øget kompleksitet i det psykiske eller sociale system. Men hvordan er det muligt? Når psykiske systemer er autopoietiske?

2. I dette særlige sociale system (undervisningen), som altså kan kaldes et læringssystem indgår interaktioner mellem lærer/underviser og elev/studerende og elever/studerende imellem.

3. Formålet med undervisning er altid læring – alt andet vil være absurd. Der er altså ikke nogen logisk grund til at undervise, hvis der ikke er et læringssigte.

4. Derfor bliver et socialt system i undervisningsmæssig kontekst (konditioneringen) til et læringssystem/læringsmiljø for de psykiske systemer, der netop er strukturelt koblet til de respektive sociale systemer, som de indgår i. Psykiske og sociale systemer er altså hinandens forudsætninger. Der findes med andre ord ikke et socialt system uden mindst to psykiske systemer. Det strukturen i et psykisk og socialt system dvs. den måde, de er opbygget på, der gør at de er koblet til hinanden. Det kaldes som før nævnt en strukturel kobling på Luhmann sprog. Men de er stadigvæk autopoietiske. Det er det sociale system, der lader sig forstyrre af det psykiske system og det psykiske system der lader sig forstyrre af det sociale system. En elev opfattet som et psykisk system lader sig forstyrre eller lader sig ikke forstyrre af undervisningen.

5. Læringsmiljøets kvalitet fastlægger dermed præmisserne for undervisningen og er derfor afgørende for læring jf. LP-modellen.

Nu er det jo imidlertid også sådan at et socialt system kun kan kommunikere. Et socialt system kan ikke tænke, føle eller handle – det er kun de psykiske systemer(bevidsthedssystemer), der opererer på denne måde, og det foregår autopoietisk og selvrefererende.

Sociale systemer opererer ved hjælp af kommunikation. Det kan ikke andet. Altså bliver kommunikationens kvalitet nu pludselig omdrejningspunktet for undervisningen fordi al undervisning er kommunikation – intet mere intet mindre.

6. Jo mere hensigtsmæssig kommunikation, der foregår i undervisningen jo større er derfor chancen/muligheden for læring dvs. i hvor høj grad det lykkedes underviseren at forstyrre/irritere de systemer (sociale såvel som psykiske), der udgøres/konstituerer undervisningen. Der kan med andre ord ikke forventes overførsel af viden. Systemer konstruerer viden. Et system er sin egen konstruktion. Det kan ikke andet.

7. Både sociale systemer og psykiske systemer er jo autopoietiske, selvreferentielle/selvregulerende og lukkede. De bestemmer suverænt selv (selekterer), hvad de vil åbne sig for og dermed indoptage forstået som egenkompleksitetsforøgelse (læring). De kan ikke andet.

Læring defineres nu derfor som egenkompleksitetsforøgelse. Det som også er vigtigt at forstå er desuden, at denne egenkompleksistetsforøgelse dvs. læring altid sker ud fra den kompleksitet systemet besidder i forvejen. Der må derfor mindst være en snert af tilknytning til noget bestående i systemet før det kan koble sig på kommunikationen og dermed øge muligheden for læring. Det er altid systemet selv, der bestemmer om det vil påvirkes eller ej.

8. Nogle konsekvenser for undervisning og læring ud fra ovenstående Luhmannske perspektiv.

1. Hvis undervisningen ikke er i stand til at skabe tilpasse forstyrrelser hos de involerede systemer såvel psykiske som sociale bliver undervisningen ligegyldig og værdiløs med kedsomhed, uro og i værste fald opgivenhed, som en uheldig følgesvend.

2. Underviseren kan aldrig vide hvad eleven/den studerende/klienten/ tænker eller føler i undervisningen eller i enhver anden form for kommunikation!

Men man kan kommunikere om den i form af iagttagelser og det er i bund og grund, det, der er hele pointen med undervisning!

Undervisning kan derfor ofte være forbundet med megen uforudsigelighed og usikkerhed. Underviseren må derfor kontinuerligt sikre sig forståelseskontrol. Og jo mere erfaring, viden og følsomhed en underviser har, jo mindre bliver usikkerhedsmomentet! Underviseren må altså først og fremmest håndtere systemers selvreference og forventningsprocesser.

3. En god underviser er en god kommunikationspartner dvs. er i tand til at koble sig på kommunikationen i et socialt læringssystem. Og dette sociale læringssystem, har særlige præmisser for deltagelse.

En undervisning i første klasse er ikke det samme som i 5 klasse. Der er med andre ord forskellige konditioner (Luhmannsk udtryk) dvs. forskellige betingelser for deltagelsen.

Underviseren må derfor se sig selv som en professionel kommunikationspartner og dels have et varieret, nuanceret, eksperimentelt og personligt sprog rettet mod en konkret praksis og dels have et indgående fagligt kendskab til almen såvel som fagdidaktiske forhold, herunder et bredt repertoire af metoder, indholdsovervejelser, planlægnings og evaluerings muligheder.

Det er på denne baggrund, at den konkrete undervisning er i stand til at etablere 2. ordens iagttagelser dvs. ud fra refleksiv kommunikation så den kendte 1. ordens iagttagelse udfordres og egenkompleksiteten eventuelt øges.

4. Der må fokuseres på læringsmiljøets kvalitet som en afgørende forudsætning for den enkeltes og den fælles læring. Det er derfor vigtigt at vide, hvad der karakteriserer et godt læringsmiljø og hvilke begreber, man må kende og få erfaring med at bruge i praksis. Man kan selvfølgelig også gå den anden vej og skabe system i erfaringerne via relevante praksisoplevelser og dermed få et katalog af overskrifter, som udgangspunkt for dels teoretisk refleksion og dels nye erfaringer. Hensigten er den samme: At rette opmærksomheden mod læringsmiljøet og dels opnå konkret handlekompetence og dels få fagbegreber, som udgangspunkt for kvalificeret diskussion og samtale.

5. Luhmann er supermodernist og tillæger ikke underviseren en på forhånd privilegeret position i undervisningssammenhæng. Underviseren må derfor hele tiden skabe og retfærdiggøre sin egen legitimitet og finde sig i at blive konstant udfordret, hvilket for nogen kan være givende og for andre forbundet med en vis overbelastning. Det samme kan i og for sig siges om eleven/den studerende! Derfor kan man i denne sammenhæng tale om dobbelt-kontingens. Både underviser og elev/studrende må turde sætte sig selv ”i spil” og det er jo ikke altid lige let!

6. Det er bl.a. ud fra disse 5 hovedpointer om undervisning og læring, Luhmann ville kunne karakterisere den ”professionelle” underviser.

Interne links.

Luhmann og systemteori: Bliv klogere på begreberne: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/luhmann-og-systemteori/

Eksterne link.

Hvis du har en kommentar eller et spørgsmål om pædagogik, besvarer jeg det gerne og helt gratis - naturligvis.