Luhmann og systemteori. Denne artikel er en meget kort introduktion til Luhmanns systemiske univers i pædagogisk belysning. Hvis du vil vide mere om Luhmann og få en dybere forståelse så kig på de andre artikler, jeg har skrevet om ham på portalen.
Indledning.
Luhmann er en af ”de store teoretikere” inden for pædagogisk sociologi og har et tætpakket univers af begreber, opfattelser og analyser, der virker fremmede på de fleste fordi de er så svære at forstå, er anderledes, omfattende og derfor vanskelige at komme i helt dybden med på kort tid.
Det er med andre ord et meget komplekst teoriunivers. Bevæger man sig imidlertid på trods af disse omstændigheder ind i Luhmanns univers og begrebsverden fås et helt nyt og interessant indblik i, hvordan og hvorfor vores moderne samfund dels er moderne, dels hvad der karakteriserer det og ikke mindst, hvilken betydning eller konsekvens, det har for forståelsen af pædagogiske grundbegreber som undervisning, læring, dannelse, socialisering og kommunikation.
Luhmann er modernist til fingerspidserne og ønsker derfor ikke at præsentere en teori om det moderne, der ikke er moderne dvs. kunne være anderledes, hvis forudsætningerne for analysen var det. For Luhmann er pædagogik og dannelse kun selvbeskrivelser. Alt andet er umoderne og ubrugeligt.
Hele ideen med Luhmanns teoretiske univers er at lave en altomfattende sociologisk teori om vores moderne verden. Og det er det fordi Luhmann ønsker at være moderne. Og det at være moderne er det samme som at konstatere, at “de store fortællinger” om verdens indretning, sandhed og rigtighed er brudt sammen.
Det er ikke mere nogen som har den endegyldige forklaring eller forståelse af, hvad vores samfund og kultur bør være. Hverken religioner, etniske minoriteter, demokratiske forestillinger, familietyper, seksual orientering eller andet. Eller for den sags skyld, det at være menneske. For Luhmann er et menneske et system. Subjekt og objekt forskellen er erstattet af system og omverden. Og det giver et helt nyt syn på pædagogik.
Luhmanns teori er universel fordi den kan iagttage sig selv. Og det kan den kun fordi iagttagelse hviler på forskelle, der ligeså godt kunne være en anden forskel. Han siger derfor, at hans ideer og forestillinger er iagttagelser (1. orden) og iagttagelser om iagttagelser (2.orden) dvs. iagttagelse af en 1.ordens iagttagelse.
En sur underviser kan iagttages som en sur underviser ud fra forskellen mellem sur og glad. En iagttagelse har derfor mindst to sider – sur eller glad. Og iagttagelsen bliver en 1.ordens iagttagelse, når en af siderne vælges f.eks. sur underviser.
Når denne iagttagelse (sur/glad underviser) imidlertid reflekteres, er man på et 2. andens ordens iagttagelses niveau.
Al refleksion over refleksionens forskel er en 2. ordens iagttagelse. Ellers vil iagttagelsen forblive på et 1. ordens niveau. En refleksion over det, man tænker en metarefleksion og er en 2.ordens iagttagelse.
Problemet er den blinde plet. Et begreb Luhmann indfører for at vise, at selve forskellen, man tænker med f.eks. sur/glad underviser gør en blind for andre forskelle. Man ser ikke, det man ikke ser. Og det er ikke kun et teoretisk problem. I praksis betyder det f.eks., at en organskadet beboer på et værested er langt mere end sin organskade. Medmindre man ikke ser sin egen blinde plet – nemlig forskellen mellem organskadet og ikke organskadet.
Men der er altså ikke nogen endegyldig sandhed, rigtighed, saglighed eller sikkerhed om verden og dets indretning – alt er kun iagttagelser, der kunne være anderledes, hvis man iagttog med en anden forskel. Der vil altid i moderniteten være blinde pletter.
Det betyder derfor, at iagttagelser er kontingente dvs. blot ”er nogle blandt andre”. Med andre ord er der ikke noget privilegeret udgangspunkt eller centrum, som er foreskrivende for vores iagttagelser. Luhmanns systemteori er derfor i videnskabsteoretisk forstand beskrivende (deskriptiv) og ikke foreskrivende (normativ).
Luhmann ønsker derfor ikke at tage patent på virkeligheden forstået som modernitet eller mere præcist i pædagogisk forstand at angive gyldighedskriterier for hvilken opdragelse, dannelse, undervisning, læring eller socialisering, der er ønskværdig og som man bør stræbe efter at opnå for at blive det perfekte menneske eller udleve det ”gode liv” i en moderne verden. For Luhmann er pædagogik selvbeskrivelser. Alt andet er umoderne.
I den fortand er Luhmann i opposition til andre modernitetstænkere inden for pædagogik, der har et klart og præcist formål og kriterier for, hvad det er, som er dannelsens fælles iboende formål og hvordan det opnås.
F.eks. i forhold til at kunne leve op til Habermas`s foreskrivende gyldighedskriterier for den herredømmefrie fornuftige samtale dvs. en samtale som alle (rationelle) aktører bør rette sig efter netop fordi en bestemt form for rationalitet – den kommunikative rationalitet – har privilegeret status.
Et andet eksempel kunne være Roussaus forestilling om en samfundspagt, som borgere i et fællesskab bør og skal indordne sig efter fordi, der findes en ”almen vilje” uafhængigt og større end den enkelte borgers subjektive formåen.
Men Luhmann gør nu sin entre på det pædagogisk fagområde ved at præsentere en lang række forestillinger, analyser og logikker om socialisering, dannelse, undervisning og læring, der på mange måder er nytænkende og helt anderledes end mere traditionelle pædagogiske grundforståelser.
Luhmanns ideer er på mange måder kontroversielle fordi mennesket nu opfattes som et system og dermed må forstås ud fra de begreber, der kendetegner systemer og den måde de opererer på. Alene af den grund er Luhmann værd at beskæftige sig med.
Men hver kritisk. Luhmann univers er besnærende og tiltrækkende. Der er nemlig få mig at se noget helt galt, når kærlighed af Luhmann blot opfattes som god kommunikation.
Interne link.
En svær, men meget omfattende indføring i Luhmanns systemteori. Konstruktivisme og metoderegler: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/luhmann-i-videnskabsteoretisk-perspektiv/
Luhmann og systemteori. https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/luhmann-i-videnskabsteoretisk-perspektiv/
Eksterne link.
- Kritisk artikel af Luhmann ud fra et selvpsykologisk perspektiv. Luhmann rammes på sit ømme punkt: At kærlighed og empatisk følelse er mere end god kommunikation (Luhmann) nemlig en selvunderstøttende indbyrdes følelse (selvpsykologi), der ikke er autopietisk. lukket: https://www.psy.au.dk/fileadmin/site_files/filer_psykologi/dokumenter/JT/Artikler/JT_2.PDF
- Jens Kruse og jens Rasmussen: Luhmann misforstået: https://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/00291463.2000.11863974?casa_token=r8pgiDQ_PaIAAAAA%3AKcyoyXSmzUyfQE8Hgw1yi-m5lSm1AcXpSMf0m-Vlm2915rfGE5G6h8kiNkt5VAndYxYEscX0KzpdWw&
- Folkeskolen.dk. Folkeskolereformens menneskesyn: Børn er systemer: https://www.folkeskolen.dk/569722/folkeskolereformens-menneskesyn-boern-er-systemer
- Thomas Aastrup Rømer (2017) . Niklas Luhmanns hyper-radikale konstruktivisme: http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-hyper-radikale-konstruktivisme.html
- Tidsskrift.dk. Poul Gøtke. Luhmanns systemteori og dens anvendelsesmuligheder: file:///C:/Users/slala/Downloads/5330-Artikeltekst-17864-1-10-20110714.pdf
- Sociologisk forum: https://www.sociologiskforum.dk/ordbog/luhmann/166
- Jean Frans Lyotard: https://denstoredanske.lex.dk/Jean-Fran%C3%A7ois_Lyotard
- Claus Elmholt. Anmeldelse af Jens Rasmussens bog. Undervisning i det refleksive moderne: https://psy.au.dk/fileadmin/site_files/filer_psykologi/dokumenter/CKM/NB37/Jens_Rasmussen.pdf
Hej,
Hvordan ser du Lyotard i forhold til Luhman?
Mvh
Lyotard er mere filosof end Luhmann som er sociolog, men begge har moderniteten som omdrejningspunkt, men i en udgave hvor der ikke findes et højeste normativt udgangangspunkt for den nutidige sanfundstilstand……Lyotard ser det,som de store fortællingers sammenbrud….f.eks fortællingen om forbrugerismen samt politiske ideologier…..
Luhmann ser verden i systemer og er mere optaget af beskrive samfundet som et system bestående delsystemer..