Holger Henriksen og demokratisk dannelse

Holger Henriksen er en anerkendt cand. pæd. pæd. og lektor i pædagogik og har igennem en årrække været optaget af demokratisk dannelsesteori i sit virke som underviser og foredragsholder på læreruddannelsen.

Artiklen kan med kildehenvisninger og fuldt udbygget noteapparat læses i min bog, der hedder Demokratibogen (side 54 -57) og kan gratis downloades her: http://professionsviden.dk/pdf/demokratibogen.pdf

1. Demokratisk dannelse som en livsform.

For Holger Henriksen (fork. HH) er demokratisk dannelse spørgsmål om at realisere en demokratisk livsform i skolen.

En livsform kendetegnet ved, at det er samtalen, der er i centrum.
Samtalen forstået som en mulighed for at etablere en samtalekultur dvs. som en forudsætning for, at forholdet mellem person og fællesskab bliver til skabende og udviklende dannelse.

Og ikke ender som ensidig dyrkelse af enten det personlige eller det fælles.
Det er derfor ikke mærkeligt, at dels Klafkis teori om den kategoriale dannelse og dels forskellige såvel skønlitterære dannelsesromanforfattere som H.C. Andersen, Tage Skov Hansen, M.A. Nexø indgår i overvejelserne.

Herudover er fag-faglige forhold, Habermas, Hal Koch, Grundtvig og Løgstrups forståelse af hvad og hvorfor samtale er en forudsætning for og en væsentlig integreret del af demokratiet og demokratisk dannelse den teoriramme hvori HH`s demokratiske dannelsesteoretiske position kan indkredses.

2. Den gode demokratiske samtale.

Men hvad er hensigten med og hvad består den demokratiske samtale i og hvorfor? Svaret er, at den gode kvalitative samtale er den forståelsesorienterede samtale præget af gensidig opmærksomhed, fælles optagethed og interesse.
Samtaleparterne tager hinanden alvorligt og føler gensidigt ansvar for en fortsættelse af samtalen og bliver på denne måde også et selvrefleksionsmedium i forhold til personlig identitetsdannelse.

Den ”gode” samtale er derfor kendetegnet ved at magten træder i baggrunden og ved ikke at være instrumentel (fremmedgjort).
De mennesker der indgår i samtalen udleverer sig til hinanden og betragter derfor sig selv og den anden som en værdi i sig selv og ikke som et middel til indfrielse af subjektive særinteresser.

Den afgørende forudsætning for samtalens mulighed for at etablere sig som en etisk samtalekultur er derfor demokratiet fordi demokratiet er forudsætningen for menneskets frihed til at udtrykke sig personligt i et kommunikativt fællesskab for på denne måde at blive en god samtalepartner, der kan fremme egen og andres personlige udvikling.

3. Begrundelse for demokratisk pædagogik.
Den ultimative begrundelse for en demokratisk pædagogik er derfor netop, at den ”udviser størst mulig hensyn til elevens frie tanke og deltagelse i den samtale, der fremmer den personlige udvikling”.

Det skal dog som sagt ikke misforstås derhen, at demokratisk dannelse kun drejer sig om subjektiv dannelse. Det drejer sig snarere om (jf. kategorial dannelsen), at demokratisk dannelse består i, at eleven, mennesket, igennem den etiske ”gode” samtale som ovenfor skitseret selvstændigt tilegner sig et sprog.

Et sprog, der kritisk skærper evnen til at kunne bedømme, vurdere samt analysere sagligt/fagligt over egen og andres (især de sårbares) livssituation og fælles fremtidsmuligheder og således bidrager til og er en forudsætning for at lære sig selv bedre at kende.

4. Skolens pædagogiske opgave.
Skolens pædagogiske opgave er derfor først og fremmest at udvikle og fastholde samtalekulturen som essensen i demokratisk dannelse i ovennævnte betydning.

Den indholdsbestemmes derfor mere bredt med begreber hentet fra Løgstrup dvs. livsforberedelse i betydningen tilværelsesoplysning, den fælles tilværelse dvs. samfundsindretning, naturen, historien, end mere snævert som uddannelse forstået som arbejdskvalifikation eller erhvervsforberedelse.

Skolen er for livet og ikke kun for erhvervslivet lyder den lidt sloganagtige præcisering. Det er derfor først og fremmest ud fra de ovenfor nævnte brede formuleringer om skolens formål og indholdet i en demokratipædagogik at betingelserne for et legitimt demokratisk kritikbegreb ifølge HH skal findes.

5. Den frie vilje og frigørelse.

Men med en række komplementære begreber som determinisme, bundet ufri viljedannelse overfor indeterminisme, fri vilje og selvstændig refleksionsevne.

Politisk indoktrinering overfor politisk oplysning og viden, intimidering overfor respekt, manipulation og instrumentalisme overfor indbyrdes forståelse.

Autoritær overfor autoritet, frigørelse overfor undertrykkelse og ikke mindst magt overfor frihed forsøger HH at indkredse det overordnede indhold i og den opgave og den erkendelsesinteresse som kritisk demokratisk dannelse dels skal og bør forhindre dels fremtidigt skal og bør orientere sig efter.

6. Oplysning og Kritik er indbygget i samtalen.

Først og fremmest er kritik som begreb indeterministisk og immanent i samtalen, idet kritik er fornuftig samtale dvs. en ikke manipulativ og til tider smertefuld personlig ansvarlig menings og viljedannelses proces.

Hvor en proponent med stærke argumenter forsøger at overbevise og ikke
overtale en opponent til nye erkendelser mhp. at opnå nye handlemuligheder i forhold til at kunne skelne mellem, hvad der er rigtig og forkert.

Men hvor disse argumenter samtidig ikke er baseret på fordomme og den offentlige mening, men på den mangfoldighed af viden og indsigt som findes i en given historisk fælles kultur før og nu og som har betydning for fremtidige generationer.
.
7. HH ´s demokratiske og didaktiske dannelsessyn.

HH`s demokratiske dannelses og didaktiksyn er som en følge heraf grundlæggende kategorial og kritisk konstruktiv. Den er derfor også politisk i betydningen ”at tage udgangspunkt i kommende
fælles opgaver”.

Det betyder, at dannelsesindholdet objektive del kan og bør indkredses og ekspliciteres, som det fælles kategoriale kulturindhold og organiseres som eksemplarisk undervisning med udgangspunkt i elevernes individuelle forudsætninger – det særlige – og med fagene og enhedsskolen som
omdrejningspunkt.

8. Faglig styring.
Det er fagene historie, samfundsfag og naturvidenskab og læreren som fag- og tværfaglig didaktikker, der overvejende skal og bør styre de didaktiske overvejelser fordi det vil sikre, at undervisningen får systematik, saglighed og et successivt indhold.

9. Politisk dannelse.

Demokratisk politisk dannelse og didaktik er derfor et opgør med reformpædagogikkens ”laissez faire” tænkning, der ifølge HH er uden synlige retningslinjer for, hvad der er godt eller skidt udover
det mere eller mindre ubegrundede udgangspunkt, at det skal være i barnets subjektive interesse.

10 . Elevernes deltagelse og indflydelse på undervisningen.

Dannelse til demokrati sker derfor i skolen som god demokratisk undervisning og er ifølge HH samtale om fælles kulturelle emner, temaer og projekter, som på forhånd er udvalgt af læreren dog under hensyntagen til elevernes parathed.

Eleverne har derfor kun den indflydelse på undervisningens indhold og form som læreren i kraft af sin faglighed og erfaring med eleverne anser for værdifuld.

11. Almendidaktisk indhold

HH mener, at den politiske dannelses almendidaktiske indhold derfor bør dreje sig om at styrke bevidstheden, medansvaret og udvikle evner og holdninger i forhold til følgende 4 overordnede
fælles problemområder.

1. Det økologiske problem. Naturvidenskabelig viden dvs. kontrol og beherskelse af naturen i form
   af teorier om generelle lovmæssige årsag-virknings forhold er både ønskværdig og nødvendig for
   systemrationelt at kunne dække en række menneskelige behov. Men anvendelsen af
   naturvidenskabelig viden må altid ske på et etisk grundlag dvs. på et ansvarligt, kritisk relationelt
   grundlag, hvor grænserne for udnyttelsesgraden kritisk vurderes.
2. Det økonomiske problem. Alles ret til arbejde. Alle har ifølge grundloven ret til arbejde.
   Spørgsmålet drejer om undervisning som meddelelse af samfundsfaglig viden om de
   marginaliserende effekter som det arbejdsdelte samfund og den teknologiske udvikling har for
   bestemte samfundsgrupper.
3. Det demokratiske problem. Beskyttelse af retssamfundet. Menneskets frie og ubegrænsede
   livsudfoldelsesmuligheder er ikke mulig og må derfor fastsættes og konstitueres i et demokratisk
   retssamfund. Skolen må derfor bidrage med den nødvendige historiske viden.
4. Læreren bør være en engageret kulturpersonlighed, der har indsigt og viden indenfor religion, politik, kunst og litteratur og samtidig også forholder sig til denne viden for på denne måde at kunne opfylde kategorial dannelsens krav og forestillingen og eksemplarisk fagundervisning mhp. at kultivere fornuftsevnerne.
   Dannelse foregår og udvikles således igennem den samtale som en ”sag” giver anledning til.
   

Afslutning.

Sammenfattende er HH`s bud på en demokratisk normativ politisk dannelsesteori derfor formålsrettet mod udvikling af samtalekultur indenfor ovenstående kulturelle problemområder

Og det bør ske ud fra kritisk objektiv distance via fagene til den problematiserede ”sag” så den personlige evne til at tænke i principsammenhænge, bedømme og skelne etisk styrkes og udvikles i overensstemmelse hermed.

Interne link.

Søren Lauridsen. Demokratibogen. http://professionsviden.dk/pdf/demokratibogen.pdf

Søren Lauridsen. Hvad er demokrati. https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/index.php/hvad-er-demokrati/

Søren Lauridsen. Demokratisk dannelse som politisk styreform. https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/index.php/demokrati-som-politisk-styreform-og-demokratisk-dannelse/

Søren Lauridsen. Habermas og samtale.http://nline-studiehjælp.dk/index.php/habermas-og-samtale/

Eksterne link.

Om Holger Henriksen. https://da.wikipedia.org/wiki/Holger_Henriksen

Holger Henriksen (1998). Hurraord ødelægger skolen: https://www.information.dk/1998/04/hurraord-oedelaegger-skolen

Holger Henriksen (1998). Didaktikken i centrum: https://www.information.dk/debat/1998/05/didaktikken-centrum