Magt og Michel Foucault. Magtbegrebet og pædagogik.

Magt. Resume af artiklen.

Alle nedenstående spørgsmål vil blive grundigt belyst i artiklen ud fra Michel Foucaults magtopfattelse.

1. Spiller magt spørgsmål en rolle i både teoretisk og praktisk pædagogik?
2. Hvad er magt?
3. Hvor er magten?
4. Hvordan udøves magt?
5. Kan magt kontrolleres og håndteres?
6. Hvor virker magt?
7. Kan magten styres?
8. Kan magt undgås?
9. Skal magt undgås?
10. Findes der positiv og negativ magt?
11. Producerer magt viden og viden magt?
12. Hvad har magt med videnskab at gøre?

1. Focault og magt.

Foucault definerer magt på denne noget abstrakte måde: ”Magt er en kompliceret strategisk situation i et givet samfund” (Foucault.94. s. 99.)

Med denne definition af magt forsøger Foucault at nytænke og finde nye aspekter i i forhold til en mere traditionel form for magtopfattelse. Men hvad er så det nye i Foucaults magtforståelse? Det kan man finde ud af via en komparativ analyse dvs. ved at først at beskrive en mere traditionel form for magtopfattelse og dernæst sammenligne den med Foucaults. Og det er netop relevant fordi Foucaults magtopfattelse kan ses som et nyt perspektiv i forhold til en mere traditionel form for magtopfattelse, der efter Foucaults opfattelse er utilstrækkelig og mangelfuld i forhold til at forstå vigtige forhold ved den betydning magt har i et givet samfund og blandt de mennesker, der lever i det.

1. Traditionel magtopfattelse/teori. Centreret magt.

Traditionel eller Hobbesiansk magtteori er kendetegnet ved at opfatte magt som et statisk magt-over-nogen. Magten beskrives derfor i termer af besiddelse, suverænitet og kontrol. Det betyder overordnet, at magten er en repressionsinstans, der forsøger at kontrollere og undertrykke et genstandsfelt som så at sige eksisterer som en selvstændig essens eller enhed uanset om vi taler om institutioner, samfund eller individer. Altså at genstandsfeltet implicit (underforstået) er dannet i magtens optik og derfor kan kontrolleres. Man kan ikke kontrollere noget uden at vide, hvad der skal kontrolleres og hvem det er og ydermere må de kontrollerende have et kontolapparat.

I magt-over perspektivet drejer det sig derfor om at spørge efter magtens hvad, hvem og hvor. Spørgsmålet om 1. Hvem kan kontrollere hvem? 2. Hvem kan begrænse hvis frihed? eller 3. Hvor er kilderne til f.eks. forandringstiltag lokaliseret og hvad er målet eller hensigten. Alle disse spørgsmål er selvfølgelig vigtige, men de er ikke tilstrækkelige for at få afklaret magtbegrebet ifølge Foucault. I den mere traditionelle magtopfattelse er interessen derfor spørgsmålet om magtens resultater samt deres lokalisering og ikke som vi senere skal se i Foucaults forståelse nemlig magtens hvordan dvs. hvilke mekanismer er på spil i selve magtprocessens konstruktion og konstituering.

2. Foucaults magtopfattelse. Decentreret magt.

Foucaults generelle magtopfattelse/magtteori er dynamisk og produktiv og essensen kan ekspliciteres (tydeliggøres) som magtens hvordan. Magtbegrebet udtrykkes således i termer af udøvelse, strategi og kamp. Magt udøves, er strategi og kamp fra utallige udkigspunkter og dermed meget mere end blot besiddelse og overherredømme – hegemoni.

Magten kan derfor ikke lokaliseres til et universelt magtcentrum, hvor alt udspringer fra. Magten kan kommer alle steder fra, er uforudsigelig og kan tage uventede drejninger, hvis nye aktører f.eks.i talesætter et perspektiv på en given sag tema eller emne.

Når f.eks. skolens opgave diskuteres i forhold til faglighed og læringsresultater kan det i et Foucault magtperspektiv forstås som en styrkeprøve mellem pædagogisk videnskab, politikere, forældre, lærere, elever, fagforeninger m.v. og er måske snarere en samfundsmæssige kompliceret strategisk situation med uforudsigelighed

fordi aktørerne hver især måske snarere ønsker ”at vinde kampen om folkeskolens opgave”

Men hvor lov, suverænitet og forfatningsskrivning er former magten kan antage og antager, findes der i moderniteten utallige andre former, der er interessante ar undersøge.

Magtbegrebet kan derfor også forstås og perspektiveres i forhold til (magt)relationer f.eks. relationen mellem 1.Skole og forældre 2. Skole og stat 3.Skole og kommune 4. Lærere og pædagoger 5. Lærere og pædagogik 6. Elever og lærere. 7 Elever og elever. 8. Børn og forældre 9. Pædagogik og videnskab 10.Læger og patienter 11. Socialarbejdere og bistandsklienter 12. Dommere og kriminelle m.v..

Pointen er, at en relation kan opfattes som en magtkamp med iboende magtmekanismer. I Foucaults optik er enhver relation en magtrelation.

3. Magtrelation, strategi, konfrontation og modstand.

Strategibegrebet er centralt i forståelsen af magtrelation og omfatter 3 centrale områder. Den første er middelstrategi dvs. overvejelser over de nødvendige midler i forhold til et givet mål f.eks. økonomiske ressourcer (penge), viden eller sociale netværk.

Den anden er det man kunne kalde handlingskalkulationer dvs. hvordan deltagerne i en given interaktion handler ud fra hvordan de tror hinandens handlinger ville være såfremt de kendte dem.

I handlingskalkulationen bliver empati derfor en vigtig forudsætning ( brugt negativt) fordi den klarlægger den andens virkelighedsforståelse, mulighedsbetingelser samt videns og erfaringsgrundlag.

Den tredje er strategiprocedurer dvs. planer for hvordan man fratager den anden sine kampmidler f.eks. når staten via lovgrundlag (baseret på et smalt beslutningsgrundlag i folketingssalen) og forvaltning forhindrer bestemte uddannelsesbehov (vidensopbygning og dermed argumentationskraft) hos en specifik gruppe

Deyt kan være lærere eller pædagoger fordi der er bestemte procedurer eksempelvis bestemte ansøgningsskemaer med et særligt indhold (deltagerantal, relevans, formål, evidens m.v.) for at opnå økonomisk tilskud til kurser, efter-videreuddannelse, udviklingsprojekter etc..

De mekanismer, der er aktive i magtrelationer kan derfor ses som strategier, der sættes i værk, når magtrelationer dannes eller en relativ stabil magtrelation destabiliseres og transformeres til konfrontation.

Magten skaber magtrelationer ud fra strategier ved at være iboende disse og aktivt producere et bestemt styrkeforhold i relationerne. Det betyder endvidere, der findes modstand i relationerne.

Hvis magt organiserer styrkeforholdet i relationer optræder modstand som en forudsætning for netop styrkeforholdet. Der er altså ikke tale om, at relationen kan styres og forudsiges ensidigt af den ene part i en relation og dermed er kontrollerbar ved simpel undertrykkelse, straf eller belønning!

Det betyder omvendt heller ikke at der ikke findes repression, straf og belønning som en del af magt og magtudøvelse, men snarere at en analyse af magtbegrebet stikker dybere, er mere omfattende og raffineret.

Skolen kan i dette perspektiv opfattes som en kampplads med forskellige interesser, relationer og modstandsformer. Og endda en civiliseret kampplads, fordi magtspillet foregår med ”ordet og ikke sværdet”

Det er tilsyneladende relativt sagligt og via argumenter, men i et Focault perspektiv stikker interessen dybere. Hvordan har skolen opnået sin status som skole og hvordan retfærdiggøres det? Og videre, hvilke strategier bruges af forældre, lærere, fagforeninger og videnskaben i forhold til at styre og organisere eller destabilisere magt og styrkeforholdet i og omkring skolen?

Magt og modstand hører altså sammen. Hvor der er magt er der modstand. Og hvor der er modstand er der magt. Derfor er modstandsformerne ligesom magtformerne mangfoldige – f.eks. nødvendige, isolerede, samlende, forbigående, spontane, voldsomme, kompromisløse m.v. og henter støtte alle steder fra.

Foucault foreslår derfor, at man metodisk kan forsøge at identificere magten, dens positioner, dens metoder og deres praktikker ved at analysere magtrelationer via de modstandsformer og modstandsstrategier, der er involveret.

4. Rationalitet og magt.

I en videre analyse af Foucaults magtbegreb spiller forholdet mellem rationalitet og magt en afgørende rolle. Focault er i modsætning til Habermas meget skeptisk overfor rationalitetens mulighed for herredømmefri samtale og relationer befriet for magt.

I stedet interesserer Foaucault sig for de praktikker magten udfoldes og er indlejret i. Rationalitet i form af sprog, samtale, videnskab, erfaring, tænkning m.v., er altid en del af en social menneskelig praksis i en konkret kulturel og historisk sammenhæng. Men hvordan kan man så få ”øje” på magten og analysere den?

4b.Foucault introducerer 4 metodestudier som udgangspunkt for en magtanalyse:

1. Immanensreglen (immanens betyder iboende eller ”i sig selv”).
Det genstandsfelt der studeres, kan ikke som udgangspunkt antages at eksistere uafhængigt af magtforhold.

Magten i form af f.eks. pædagogik, psykologi, teknikker, teknologier, viden, videnskab, politik, jura – dvs. humanvidenskabelige diskurser – er aldrig neutral og uafhængig af magtforhold.

Når et fænomen i verden i talesættes dvs. eksempelvis formuleres, afgrænses, systematiseres og synliggøres via begreber eller teori og introduceres som forklaring eller forståelse er det gennemsyret af magt og dels et udtryk for at det er gjort muligt at studere og dels at det må studeres.

Der er således altid en bagvedliggende strategi – bevidst som ubevidst – vis mål er at dominere og påvirke i en bestemt retning i det uundgåelige styrkeforhold, som er magten er et udtryk for.

2. Reglen om kontinuerte variationer.
Her fokus ih´gen magtens dynamik. Magtfordeling, vidensmasse og rationalitetskapacitet er bevægelige størrelser, der hele tiden strategisk varierer og varieres.

Viden præsenteres, uddybes og nye perspektiver introduceres i håbet om øget dominans i styrkeforholdet og dermed også øget chance for at beslutninger træffes og handlinger gennemføres.

I dominansen i forhold tíl skolens opgave introduceres konstant nye variationer over temaet læring, læringsresultater, evaluering og evidens. Både fagforeninger, forældre, kommuner, politikere og regering er parter i magtkampen og forsøger kontinuerligt at dominere i forhold til skolens opgave vedhjælp af videns/magtforhold. Viden producer magt og magt producerer viden.

3. Reglen om dobbelt betinging.
Magt har effekt ud fra strategier og taktikker. Der er altid en plan involveret i magtens praktik dvs. den måde måde den udføres på. Intet er tilfældigt selvom det kan se sådan ud. Ingen lokal ide, tanke eller handling kan fungere, hvis den ikke efterhånden kommer til at indgå i en overordnet strategi.

Omvendt kan ingen overordnet strategi sikre sig altomspændende virkninger, hvis den ikke finder lokale forankringspunkter og støttepiller. I forhold til skolens opgave omkring læring kan en overordnet strategi være at imødekomme erhvervslivets læringsbehov med fagene i centrum medens sociale aspekter nedtones, men for at lykkedes må denne startegi være lokalt forankret og finde støtte i f.eks. forældre, lokal politikere og interesseorganisationer.

Omvendt vil fokus på sociale kompetencer og trivselsproblematikker kræve lignende lokale forankringspunkter og vidensaktører. Jo større sammenhæng en strategi kan indlejres og formuleres i jo større er chancen for at den finder allierede og dermed strategisk dominans.

4. Reglen om taktisk polyvalens af diskurser.
Humanvidenskabelige diskurser er et ”regelstyret felt for mulige subjektpositioner” – sådan udtrykker den norske sociolog Dag Heede magtens betydning i humanvidenskabelige diskurser.

Pædagogiske diskurser er positioner, udsagn, viden og teorier, der i talesætter noget bestemt om forholdet mellem individ og samfund. Men diskurser er jf. immanensreglen gennemsyret af magtforhold.

Diskurser sikrer gensidige effekter af rationalitet og magt. Diskurser producerer magt og magt producerer diskurser. Reglen om diskursiv polyvalens fortæller dels at diskurser er taktiske elementer i magtstrategier dels at tilsyneladende modsatrettede diskurser kan indgå i samme strategi.

Selvom forskellige pædagogiske retninger tilsyneladende er modstridende f.eks. reformpædagogik overfor indlæringspædagogik så er begge udtryk for et bestemt sigte eller formål med dannelsen og dermed en (ubevidst) strategi i forhold til at opretholde en bestemt social orden.

Pointen er altså, at diskurser aldrig er uafhængig af den sammenhæng af socioøkonomiske forhold, de er opstået i.

1. Rationalitetens indhold i magtstudiet.
Det system af forskelle, der tillader en part at handle i forhold til andres handlinger bør studeres. Disse kan være bestemt ved lov, traditioner for status og privileger, know how, kompetence m.v..

Endvidere undersøges de typer af mål, de handlende har i forhold til andres handlinger f.eks. udøvelsen af en bestemt funktion i samfundet. Når rationalitetens indhold i form af humanvidenskabelig viden, sandhed, diskurser og institutionalisering produceres er dets virkninger dvs. udmøntningen i praksisformer i følge Foucault udøvelse af magt i form af styring i bestemte retninger og med bestemte mål.

På baggrund af ovenstående overvejelser kan Foucaults magtopfattelse, metoder og indhold illustreres som humanvidenskabens magtinstallation.

2. Individualitet som humanvidenskabens magtinstallation.
Foucault opfatter universel humanvidenskabelig sandhed om mennesket i form af objektivering, som et forsøg på at kontrollere/styre det via subjektiveringsprocesser. Foucault beskriver humanvidenskaben som magt , idet dens mål er at finde frem til kontekstuafhængige lovmæssigheder, der kan forudsige, kontrollere og kategorisere fænomener. Når mennesker kategoriseres, etikettiseres og diagnostiseres udfra universielle videnskabelige lovmæssigheder om menneskelige forhold er resultatet magtudøvelse, idet individet produceres – subjektiveres – som noget bestemt.

Det påtvinges en bestemt sandhedslov, som det ” må vedkende sig og andre lære at anerkende hos det”. Subjektiveringsprocessen har i denne forståelse to dimensioner: 1). Subjektet gør humanvidenskabens indsigt til sin egen (identitetsdannelsen) og 2). Indsigten styrer og kontrollerer andre til at mene det samme (socialisationsdannelsen).

Humanvidenskaben installerer magt som styring både indefra og udefra og gør på denne måde magten særdeles effektiv. Dette dobbelte forhold mener Foucault udtrykker overgangen fra det premoderne samfund til det moderne og udnyttes af staten, der bliver den moderne magtfaktor, der forener helhed og individualitet.

Den moderne stat sikrer således sin fortsatte beståen ved at forme/socialisere/producere/reproducere sine individer, grupper og institutioner via systemintegration f.eks. uddannelsessystemet, socialsystemet, det politiske og økonomiske system samt retssystemet. Og mere konkret: skoler, daginstitutioner, hospitaler, plejehjem, fabrikken og ikke mindst fængslet.

Alt sammen med det formål at skabe bestemte specialiserede subjekter, der løser opgaver inden for arbejdet, familien, fritiden m.v. og som modydelse tilbyder samfundsborgerne tryghed, rigdom, sundhed og velvære for på denne måde at legitimere velfærdsstaten.

I denne udlægning bliver statens forskellige aktører f.eks. vidensproducenter (forskere), lærere, pædagoger, psykologer, socialrådgivere og læger magtens agenter, der i hjælpsomhedens, humanismens navn (re)socialiserer (manipulerer?) individerne ud fra indgående videns akkumulation i form af – RATIOALITET- så de skabes/dannes til subjekter efter bestemte statslige standarder.

Standarder, krav eller kriterier som den enkelte er tvunget til at leve op til, hvis de vil have i samfundsgoderne. Disse forhold hævder Foucault kan iagttages i moderne samfund inenfor det sociale, civile og politiske område. I denne forståelse er eksempelvis rettigheder et udtryk for socialkontrol.

Rettighederne begrænser den enkeltes livsudfoldelse/adfærd efter en magtvidensinstansernes normative normalværdi og samtidig lokaliseres den marginaliserede eller unormale. Overvågning (magt) og igangsættelse af normative normaliseringsprogrammer med inddragelse af de førnævnte professionelle menneskearbejdere er muliggjort.

Rettighederne begrænser den enkeltes livsudfoldelse/adfærd efter en af magtvidensinstansernes normalværdier og samtidig lokaliseres og registreres den marginaliserede eller unormale. Det betyder ifølge Foucault, at overvågning (magten) og igangsættelse af normative normaliserings programmer med inddragelse af de førnævnte professionelle menneskearbejdere nu er muliggjort.
Det specialpædagogiske område herunder specialundervisning kan eksempelvis analyseres og forstås udfra ovenstående magtperspektiv.

En uhyggelig metafor og karakteristik af det moderne samfund som en normativ menneskeproduktionsmaskine, der betjener sig af rationelle disciplineringsteknikker, der fabrikkerer føjelige menneskekroppe udfra en ” økonomisk nyttesynsvinkel og som svækker de samme kræfter (modstanden), set fra en politisk lydighedssynsvinkel” samt overvågning, kontrol og styring inddrager Foucault fængslet indrettet efter ”panoptimisme”.

Panoptimismens ide er, at overvågeren med et blik kunne se alt , hele tiden,hvis det behøves. At den overvågede, når som helst kunne være overvåget og dermed, hvis det behøves gøres til genstand for undersøgelse, registrering, socialiseing og pånyindgå i de samfundsmæssige funktioner. Analogt hertil ser Foucault Freuds konstruktion af ”overjeget” som et eksplicit udtryk for magtviden, idet den udgør den intrapsykiske pendant til fængslets ”Panoptik” og subjektiveringsprocessen gøres total: Individet overvåger sig selv og eventuel desintegration i de normative samfundsmæssige og kulturelle funktioner transformeres til et personligt problem, der via statens professionelle aktører kan behandles udfra humanvidenskabens målestokke.

Magt som magtviden, er nu installeret i det enkelte menneske udfra en på forhånd defineret persontype og den samfundsmæssige kontrol og overvågning er nu ifølge Foucault nu total: Individet er ensidigt underlagt, begrænset, kontrolleret og behersket i sin livsudfoldelse udfra de gældende samfundsmæssige, kulturelle og politiske ideologier.

2. Kritik og diskussion af Foucaults magtbegreb.
Foucaults studieobjekt – humanvidenskaben – er forholdet mellem menneske og samfund. Og eksplicit, hvordan rationalitet i form af human videnskabelig viden også kan forstås som magt. Viden er magt. Individet er et produkt af magten, der producerer og reproducerer det moderne menneske som et registreret, reguleret,kontrolleret og objektgjort subjekt.

Men er Foucault så ikke blot elendighedsskrivning, der virker lammende og udsigtsløs? Er samfundet et generaliseret fængsel, hvor mennesket udelukkende er en majonetdukke styret af magt og viden og uden nogen form selvstændighed og myndighed?

Foucault er i sit senere arbejde eller forfatterskab mere positiv overfor menneskets selvdannelsesprocesser og evne til selvstændighed. Argumentationen er følgende:

1. Rationalitet i form af magt/vidensforhold er historiske sociale og økonomiske fænomener. Mennesket er et historisk produkt/aftryk af magtvidens relationer. Og da Foucault udfra sit grundsyn om at magt er en social praksisform afviser al tale om metafysik eller ahistorisk rationalitet tildeles mennesket af derfor potentielt reelle frigørelses og selvdannelsesprocesser på egne præmisser dvs. uden ydre styring og kontrol.

Men hvordan kan det selvstændige,myndige menneske, der er i stand til at træffe beslutninger på egne præmisser så forstås, når magt og ydre styring er et ontologisk samfundsvilkår ingen kan komme uden om eller forsøge at fjerne? Foucaults svar er, at de undertrykkende magtvidens mekanismer må kortlægges dvs. undersøges og studeres som det de er jf. afsnittet om hvordan magt kan forstås og studeres. Det er de kæmpende selv, der skal definere projekterne, taktikkerne og sætte målene.

De intellektuelles kortlægning og opløsning af selvindlysende sandheder og universalforklaringer af magtvidens forhold er kun tilbud. De er ikke sandheden, men beskrivelser af virkeligheden uden ønsket om normativitet dvs. noget man skal leve op til for at være et ”perfekt” dannet menneske. Foucault ser sin rolle som den: ” der forsøger at foretage en topografisk og geologisk kortlægning af slagmarken, som de kæmpende selv må anvende eller lade være, som det passer til deres livsprojekter” .

2. Magt er ikke noget onde, der skal elimineres eller undgås. Magt er et samfundsmæssigt ontologisk grundvilkår, der skal og kan betragtes som dynamisk dvs. noget som altid er der, men som også kan forandres i en anden retning. Menneskets natur er åben og ikke pre-determineret (forudbestemt) derfor må opfindsomhedens og mulighedernes land genopdages. Frihed er ikke som Kant og Habermas ” Evnen til at fastlægge handlinger efter regler som alle rationelle må følge, men snarere i at nægte at tilpasse sig og acceptere de regler, gennem hvilke vi forstår os selv”.

Det er således ifølge Foucault altid farligt at fastlægge verden og mennesker universelt. Sandheder, viden, handlinger, sprog, straf, sex, m.v. er relative og partikulære (dvs. lokale og aldrig almene) størrelser og kan altid bestemmes og studeres udfra andre kriterier, forudsætninger og forskelle. Bevidstheden om at verden og dens indretning er vilkårlig og kunne være anderledes (kontingent) er cental i Foucaults forståelse, udledning og udfoldelse af magtbegrebet.

3. En postmoderne kritik af Foucault peger på, at hans tænkning er passe` eller uaktuel fordi verden/samfundet/kulturen/videnskaben ifølge postmodernisterne allerede har gennemgået en dekonstruktion og er blevet relativ dvs. at tanken om de store fortællinger, som en altomfattende, gennemgribende stiftende enhed for samfund/kultur/viden/individ, hvortil regulerende forskrifter i form af normer, værdier kan tilbageføres og gyldiggøres endegyldigt er opbrudt og/eller nedbrudt.

Tradition – forstået i bred forstand – er ifølge postmodernisterne kommet under så hårdt pres, at de har mistet almen tilslutningskraft fordi der i kølvandet på vidensakkumulering og anderdes livsforståelser/opfattelser er kommet nye alternativer til det bestående. Traditionen er ganske enkelt ikke i stand til på en overbevisende måde at beskrive, forstå, forklare og tolke den moderne verdens udfordringer (moderniteten) i forhold til samfundsmæssig opbygning, kulturel forskellighed og individuel selvforståelse (moderniteten).

Postmodernisterne kritiserer med andre ord Foucault for at overse modernitetens grundlæggende vilkår og derfor kan siges at have ” standset op på tærsklen til en aktuel revolution, han aldrig selv har villet overskride” . Om kritikken er rimelig kan altid diskuteres, men postmoderneisterne peger på en central pointe: Hvor er det neutrale udkigspunkt, hvorfra Foaucault henter sin argumentation dvs. er han ikke selv et produkt af magtvidens forhold eller måske snarere udtryk for en kalukuleret magtstrategi. Problemet er selvreference.

Hvordan kan en teori om magt, hvor magt netop handler om, at magt er rationalitet bruge rationalitet til at forklare hvad magt er uden selv at være gennemsyret af magt. Det er en tilsyneladende selvmodsigelse. Men som det er fremgået opfatter Foucault netop ikke sig selv som en neutral iagttager dvs. uafhængig af magtforhold. Magten kan aldrig neutraliseres og sammenhængen mellem rationalitet, viden, følelser og handling vil altid være gennemsyret af magtforhold.

Spørgsmålet er imidlertid om man kunne tale om positiv selvreference? Måske er det det som Foucault forsøger sig med ved at introducere et dynamisk magtbegreb? Det må yderligere studier afgøre!

4. Habermas er enig i, at magt og rationalitet i en vis udstrækning hører sammen. Magt har en systemisk social integrerende funktion i form af disciplinering og afgrænsning af mulighedsbetingelser for menneskelig handling og handlingskoordinering i refleksivt moderne samfund. Hvis vi ikke har en række rets og moralnormer, der så at sige afgør uden diskussion, ville der hurtigt opstå kaos og ”alles kamp mod alle”.

Habermas tildeler derfor i sin deliberale demokratiopfattelse magt en legitim, værdifuld og positiv betydning fordi magt kan og skal styres og kontrolleres på baggrund af tanken om den herredømmefrie samtale. Pointen er, at sproglig rationalitet dvs. sprogets og dermed samtalens mulighed for at skabe indbyrdes forståelse ved uenighed mellem indvider, grupper og samfund er universel dvs. er en procedure med særlige gyldighedskrav.

Det betyder eksempelvis i pædagogisk sammenhæng, at dannelsesopgaven nu bliver normativ. Men Habermas kritiserer Foucault for at være ensidig i sin rationalitetesopfattelse. Rationalitet er mere end strategi, manipulation, forførelse og ydre styring fordi argumenter og argumentation ud fra principperne og gyldighedskriterierne for den herredømmefrie samtale netop betyder, at et argument faktisk er bedre end et andet og netop kan overbevise tvingende, men tvangsfrit, dog aldrig endegyldigt.

Alle berørte parter af en handlingsregel kan til enhver tid problematisere dens gyldighed. Men hvor Foucault ser rets og moralnormer som magtens virkninger i form af strategisk handlen opfatter Habermas selvsamme rets og moralnormer som et resultat af retfærdige og magtfri samtale, hvis de vel at mærke er tilvejebragt legitimt dvs. ud fra den herredømmefrie samtale, demokratiprincippet og det diskursetiske princip.

Interne link.

Demokratibogen: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/demokratibogen/

Eksterne link.

Disciplineringsprocessen: https://www.mimersbrunn.se/article?id=5461

Michelle Foucault: https://michel-foucault.com/key-concepts/