“Den der læser langsomt, lærer hurtigere“
Luhmanns systemteori. Artikel om Niklas Luhmanns verden af systemer.
Jeg har altid selv søgt en dybere forståelse af socialkonstruktivismens mange teoretikere og tilgange. Denne artikel giver sig ikke ud for at være udtømmende, men giver dog et overblik på et niveau, hvor de fleste kan være med, hvis de afsætter til tid. Hold Ud!
Luhmann er en svær at forstå og læse. Luhmann har et kæmpe arsenal af begreber, ord og lang indviklede sætninger, der gør ham særdeles vanskelig. Men Luhmann har noget at fortælle pædagogikken selv om han af mange betragtes som menneskefjendsk. Læs artiklen og find ud af hvorfor.
Nu til sagen:
1.En præsentation af Luhmanns sociologiske operative konstruktivisme dels som en videnskabsteoretisk grundposition og dels i forhold til forskningsmæssige metodiske konsekvenser.
2. En præsentation fire forskellige sociologisk/filosofiske konstruktivistiske videnskabsteoretiske grundpositioner med særlig vægt på Luhmann. Og belyser desuden Luhmanns potentiale i forhold til forskningsmæssige metoderegler.
og videre
3. Spørgsmålet om hvorfor, hvad og hvordan teorier om konstruktivisme kan forstås inden for sociologi og pædagogik er dels omstridt og dels er deres metodiske konsekvenser uklare i forhold til gængse metodeovervejelser indenfor sociologien (Andersen,2005).
4. Konstruktivisme
Konstruktionisme i denne sammenhæng betyder, at vores viden om verden er noget tilvirket, opfundet eller i mere eller mindre grad skabt af os selv (Rasmussen,96.s125). Hele tanken om konstruktivismen er derfor en
nytænkning af menneskets erkendelsesprocesser set i forhold til mere traditionelle erkendelsesteorier som f.eks. realisme (se senere).
Diskussionen kan imidlertid præciseres ved at skelne mellem begreberne ontologi og epistemologi for på denne måde at få et overblik i forhold til forskellige sociologiske konstruktivistiske grundpositioner og metoder
(Andersen, 2005).
4.a. Epistemologi
Epistemologi drejer sig om teorier om erkendelsesmæssige forhold og problematikker (Collin,Køppe. 1998) – hvordan sker erkendelse
4.b. Ontologi
Ontologi er læren om det værende. Det som er ubetinget tilstede dvs. teori, der specificerer, hvad der eksisterer i et bestemt virkelighedsfelt (Collin, Køppe,1998).
Ved at skelne mellem ontologi og epistemologi, kan der nu drages forskel mellem 3 grundlæggende konstruktivistiske grundpositioner identificeret i forhold til realisme. Det drejer sig om:
- Epistemologisk konstruktivisme herunder, en
afart formuleret af Luhmann (operationel konstruktivisme) - Socialkonstruktivisme
- Radikal konstruktivisme
7a. Realisme.
Realisme er interessant fordi, den er en modstilling eller modposition til konstruktivisme dvs. en opfattelse, hvor det epistemologiske udgangspunkt er, at det ved hjælp af sanseerfaringer er muligt at frembringe en repræsentation eller afbildning af virkeligheden som gælder for alle (Andersen,2005).Virkeligheden eksisterer således uafhængigt af bevidstheden.
Den er ikke konstrueret af nogen. Ontologisk set eksisterer virkeligheden dermed reelt og det er muligt at erkende den gennem sanseerfaringer uden betydningsmodifikation. Erkendelsen er så at sige neutral i forhold til virkeligheden.
8. Socialkonstruktivisme.
Socialkonstruktivismen indtager en mellemposition ved at hævde, at der er et dialektisk forhold mellem det værende (ontologi) og det erkendende (epistemologi). Den sociale virkelighed er skabt dvs. konstrueret af sociale faktorer (epistemologi) men den bliver omvendt også skabt af den verden (ontologi) den selv er med til skabe noget af.
Der foreligger altså noget i den sociale virkelighed, som både er konstrueret og ikke konstrueret (Andersen,2005). Og det som ikke er konstrueret (ontologi) flyder så at sige ind i bevidstheden uden betydningsmodifikation. Derfor kan det påstås, at socialkonstruktivisme både har epistemologiske og ontologiske aspekter indbygget i sig.
9. Radikalkonstruktivisme.
I den radikale socialkonstruktivisme er virkeligheden altid en konstruktion fremkommet af sociale faktorer (der ingen ontologisk dimension) (Andersen,2005). Der findes ikke en social virkelighed uden en social erkendelse af den (epistemologi). Social erkendelse kommer altså altid før social virkelighed. Alt i den sociale virkelighed afhænger dermed af sociale faktorer. Den sociale virkelighed er dermed ikke ontologisk tilstede, men en epistemologisk social konstruktion.
Problemet med den radikale konstruktivisme er en benægtelse af en omverden. Hvordan kan man erkende noget som ikke findes dvs. virkeligheden. Det kan ende i solipisme: At det kun er min bevidsthed, der findes i verden
(Rasmussen,96.s.126).
10. Luhmann – epistemologisk konstruktivisme.
Luhmann er eksponent for en særlig socialkonstruktivistisk formulering af den generelle epistemologiske konstruktivisme i form af sociologisk systemisk operativ konstruktivisme (Andersen,2005).
Grundtanken i den generelle epistemologiske konstruktivisme er at virkeligheden eksisterer reelt (ontologi), men erkendes som en konstruktion (epistemologi). Problemet er nu, hvordan denne erkendelse af den reelt eksisterende virkelighed kan foregå uden at erkendelsen er påvirket af det, den vil erkende, nemlig virkeligheden.
Eller med andre ord, hvordan kan man erkende noget i en virkelighed, der ligger uden for erkendelsen. Eller hvordan kan man påstå, at der er en reelt eksisterende virkelighed, når man i princippet bestrider denne virkelighed. Problemet er selvreference. Erkendelsen refererer til sig selv, når den skal erkende noget uden for sig selv og det er et paradoks. Det er dette paradoks som Luhmann forsøger at løse i det, der kaldes systemisk operativ social konstruktivisme.
11. Luhmann, paradokset og socialkonstruktivisme.
Luhmann indfører system og omverden som metateoretisk udgangspunkt (Rasmussen,96). På den ene side kan det empirisk fastslås, at der findes systemer og på den anden side, findes der ikke systemer uden en omverden. System/omverden er derfor en iagttagelse, der iagttager med forskellen mellem system og omverden. Hvis denne præmis er forkert bryder Luhmanns systemteori sammen.
Det ovenævnte paradoks løses ved den måde et system antages at fungere på. Og den måde Luhmann antager, at et system fungerer erkendelsesteoretisk på bevirker, at et system både kan lukke sig af fra sin omverden og samtidig åbne sig for den på en gang (Rasmussen,96.s.134).
Et system kan altså erkende noget i sin omverden uden at omverdenen på nogen måde påvirker systemet selvom systemet erkender, at omverdenen er reelt eksisterende og systemet er i stand til at lade sig påvirke af det.
Eller hvordan kan noget ydre blive til noget indre uden at dette ydre påvirker det indre som en repræsentation af det ydre ellers var der jo ikke tale om konstruktivisme?
Det komplicerede svar er, at det kan det, fordi systemet er karakteristisk ved på den ene side dels selv at være i stand til at bestemme, hvad det vil lukke ind og selv er i stand til at skabe sig selv ud fra sig selv og dels på den anden side ikke kan overleve, hvis der ikke er noget i omverden, der kan bruges i denne fortsatte indre systemskabelse.
Det konstruktivistiske grundtræk er derfor, at systemer konstruerer sig selv ud fra sig selv ved at bruge det i omverden, som kan bidrage til systemets fortsatte beståen. Systemer har derfor brug for en omverden. Hvis der ikke er en omverden for et system bryder systemet sammen.
Luhmann introducerer nu begreberne autopoiesis og selvreferentialitet som grundbegreber for at præcisere et systems måde at operere på. Et system er ifølge Luhmann autopoiestisk (selvskabende) og selvreferentielt. Det betyder dels at systemet selv har alt det som er nødvendigt, for skabe eller konstruere sig selv og altid refererer til sig selv, når det lader noget i
omverdenen påvirke det.
Luhmanns systemteori kaldes derfor også for operativ konstruktivisme fordi sytemskabelse er en opereration, hvor noget ydre dvs. den reelt eksisterende omverden bliver til noget indre såfremt systemet tillader det. Processen kaldes derfor autopoiese (selvskabelse). Der kommer altsså ikke noget ind i systemet uden at systemet selv tillader det først.
Det næste spørgsmål er nu, hvordan denne erkendelse af omverdenen finder sted. Indtil videre har vi blot fastslået at det kan lade sig gøre uden at det sker som en repræsentation af noget ydre, men ikke hvordan.
12. Luhmanns systemteori, erkendelse og læring.
Erkendelse er et resultat af en iagttagelse af omverdenen eller systemet selv, hvor denne iagttagelse bidrager til systemets fortsatte beståen (autopoiesis). Læring er derfor den bestemte erkendelsesproces, der fører
til øget kompleksitet i systemet.
Et system kan altså både iagttage sig selv og sin omverden. Når et system iagttager sker det ved, at systemet først sætter en distinktion eller en forskel i sig selv eller i omverdenen. En forskel har altid to sider. Forskellige
systemer sætter forskellige forskelle og opererer ud fra denne og kun denne forskel.
Således opererer eksempelvis det pædagogiske system overordnet ud fra forskellen mellem barn/voksen. Retssystemet operer ud fra forskellen mellem ret og uret. Det politiske system ud fra magt/ikke magt. Alle systemer opererer altså ved at sætte en forskel, hvilket jo også betyder at systemer, der opererer med forskellige forskelle vil have svært ved at kommunikere med hinanden.
Når det politiske og økonomiske systemer eksempelvis påtvinger et uddannelsessystem bestemte forandringer ved hjælp af magt og økonomi vil et uddannelsessystem, der tænker i pædagogiske og dannelsesmæssige forskelle have svært ved at skabe disse foranderinger fordi de opererer og har konstrueret sig selv ud fra fra andre forskelle.
Et uddannelsessytem vil desuden være udsat for et betydeligt pres fordi det er tvunget til at håndtere både økonomiske, politiske og pædagogiske udfordringer og problemstillinger på en gang.
En forskel har dels to sider og dels en grænse der markerer forskellen mellem dem. Grænsen kaldes også for en blind plet fordi vi i første omgang ikke kan se det, vi ser med . Det er først når vi iagttager, den grænse vi iagttager med, at vi får øje på grænsen. Den blinde plet er, når man ikke ser denne forskel, man ser med. Man kan derfor kun se, det man ser.
Når et barns humør eksempelvis iagttages som sur eller glad udgør forskellen mellem disse en grænse (1. ordens iagttagelse) . Der er jo noget, der skiller det at være sur fra det at være glad. Og når vi dels iagttager denne grænses forudsætninger og reflekterer over den og dels f.eks. iagttager barnet med en anden grænse end den vi først iagttog f.eks. med klogskab og forskellen klog/mindre klog eller social/ikke social eller rummelig/rigid problematiseres grænsen og gøres synlig, men denne nye iagttagelse er ikke en anden ordens iagttagelse.
Det er en ny 1. ordens iagttagelse. Som igen kan iagttages. Iagttagelsen af iagttagelsen er derfor en 2. ordens iagttagelse.
Valg af side i forskellen sker gennem mening. Noget aktualiseres og noget forbliver som et potentielt fravalg. Den side der aktualiseres sker igennem mening dvs. det som systemet nuværende konstruktion og selvforståelse giver mulighed for og er interesseret i.
Systemer henviser jo altid til sig selv først. Det skal dog ikke forstås derhen, at et system kan sætte forskelle i
omverdenen efter forgodtbefindende dvs. uafhængigt af omverdenen (Andersen.s.52).
Et system er med andre ord også begrænset af sin omverden, men det vil altid selv selrefentielt bestemme, hvad der lukkes ind i systemet. At et system er afhængigt af sin omverden er altså ikke det samme som at systemet ikke opererer konstruktivistisk.
Pointen er, at et systems erkendelsespotentiale består i at omforme disse omverdens betingelser i forhold til systemets egne betingelser med henblik på systemets fortsatte beståen. Og når disse betingelser fører til en proces, der øger egenkompleksisten er der tale om læring. Læring er altså en forøgning af egenkompleksiteten på baggrund af erkendelse forstået, som en særlig iagttagelsesproces. Nemlig den iagttagelsesproces, hvor en forskel, gør en forskel.
Efter denne kortfattede og sammenpressede introduktion af Luhmanns systemteoretiske epistemologiske og dermed videnskabsmæssige sociologiske grundposition, er det nu tid til at se på om det på et videnskabligt forskningsmæssigt metodisk niveau er foreneligt med gængse/traditionelle opfattelser. Altsammen med det formål at forsøge at skabe et metodisk grundlag for forskning og udvikling ud fra Luhmanns systemteori.
Konsekvenser for forskningsmæssige systemteoretiske (Luhmann) metoderegler i forhold til ikke konstruktivivstiske.
Ikke konstruktivistiske gængse forskningsmæssig metodeovervejelser kan bl.a. eksemplificeres ud fra Hellevik, der opstiller følgende seks metoderegler (Andersen.s.52).
- Overensstemmelse med virkeligheden som det højeste sandhedskriterium.
- Systematisk udvælgelse af data.
- Mest mulig nøjagtig brug af data.
- Aktive anstrengelser for at afkræfte egne forhåndsopfattelser.
- Præsentation af resultaterne som tillader kontrol, gentagelse og kritik.
- Man forsøger at gøre forskningen kumulativ.
Det interessante er nu om det ud fra en Lumannsk systemteoretisk epistemologisk tilgang er muligt at anvende disse 6 metoderegler i videnskabelig forskning, undersøgelser og projekter? Andersen foreslår at det er overordnet muligt, hvis man vender præmissen for metodereglerne om (Andersen.s.53)
Lad os derfor analysere de enkelte metoderegler i dette perspektiv dvs. i omvendt rækkefølge, hvor altså regel 6 er forudsætning eller præmissen for regel 5,4,3,2,1 dog med den undtagelse at regel 1 er problematisk, da der ifølge Luhmann aldrig vil kunne findes et højeste sanhedskriterium, da alt kan iagttages med andre forskelle ( mere herom senere).
Metode regel 6. Man forsøger at gøre forskningen kumulativ.
Hvis dette er udgangspunket eller præmissen for al videnskablig metode betyder det, at forskningen er metodisk videnskablig såfremt det fører til kumulativ viden. Spørgsmålet er altså om Luhmanns forståelse af videnskabssytemet bidrager med viden, der kan knytte an til og udvide allerrede kendt viden?
Udfra et luhmannsk perspektiv betyder regel 6 derfor, at videnskabssystemets iaggtagelser skal kunne genanvendes i videnskabssytemet, som tillige er en konstruktion på særlige betingelser (det kumulative aspekt). Og disse særlige betigelser er karakteristisk ved at kunne beskrives som en iaggtagelse med følgende indhold ” Den særlig form, den videnskabelige diskurs har (dvs. videnskabssystemet – egen tilføjelse), gensidig kritik, invitation til eller åbning over for kritik, kan ikke vælges fra, som det passer forskeren, uden at det videnskabelige arbejde sættes i stå eller afspores” (Andersen.s.53).
Videnskablelig viden er altså en særlig viden, hvor det grundlægfgende kriterie er åbenhed for analytisk kritik fra andre forskere ellers er der ikke tale om videnskabelig viden.
Videnskabssytemet opererer ifølge Luhmann ud fra forskellen sandt/falsk, hvilket betyder, at videnskabelig viden må kunne formuleres ud fra denne distinktion mellem sandt og falsk ellers er det ikke muligt at bidrage til videnskabs systemets fortsatte beståen, hvilket i gængse termer inden for ikkekonstruktivistiske metode vil sige at gøre forskningen akkumulativ.
Da Videnskabssytemet opererer med gyldigheden af koden sandt/falsk er det derfor afgørende vigtigt at den viden som det videnskabelige system producerer udsættes for kritik og afvisning ellers dør systemet.
Hvis et system blot bekræftes i sine antagelser om sandhed fører det ikke til øgning i egenkompleksitet, men til selvforherligelse (Andersen. s.53). Et videnskabeligt studies resultater må således kunne give mulighed for at knytte an til produktion af nye resultater ved at nægte dem dvs. kritiserer dem (Andesen.s.54).
Metoderegel nr. 6 er derfor metateoretisk udgangspunkt for logikken i systemteoretisk videns skabelse i Luhmanns forståelse og kan derfor pr. definition ikke andet end opfylde dette metodekrav.
Metoderegel nr. 5. Præsentation af resultaterne, som tillader kontrol, kritik og gentagelse
Regel nummer 5 følger logisk af regel nummer 6. Hvis ikke iagttagelserne af et videnskabeligt studie fører til erkendelse, der skaber viden dvs. at
resultaterne tåler kritik, gentagelse og kontrol ved at søger at benægte disse resultater udfra koden sand/falsk knytter det ikke an til og bidrager med ny viden i videnskabssystemet.
Ud fra et Luhmannsk perspektiv er det derfor vigtigt at præsentere
resultaterne på en sådan måde, at det i videst mulig omfang muliggør og tillader kontrol, gentagelse og kritik, hvilket mange ikkekonstruktivistiske studier i øvrigt heller ikke altid har let ved og mulighed for (Anderen.s.54).
Metoderegel nr. 4. Aktive anstrengelser for at afkræfte egne forhåndsopfattelser.
Regel 4 fremhæver, at for at et videnskabeligt studie, er et videnskabeligt studie må det afkræfte egne forhåndsopfattelser dvs. aktivt sørge for at studiet beviser, at egne (subjektive) forhåndsopfattelser er usande.
Det betyder, at det kan være frugtbart at anlægge sit teoretiske perspektiv på steder, der ikke umiddelbart er indlysende eller undersøge andre studier, der imod forventning, når de samme konklusioner. Hensigten er
muligheden for at styrke og sikre tilbagevisning af resultaterne og lejlighed til at kunne vurdere studiets generaliserbarhed (Andersen. s.55).
Metode regel nr.4 drejer sig altså om metodisk triangulering. Hvis regel nr. 4 således betyder, at det er muligt at generalisere studiets resultater i bred betydning, er det derfor ioverensstemmelse med Luhmanns sytemteori (Andersen. s.55).
Metoderegel nr. 3. Mest mulig nøjagtig brug af data.
Data kan i et systemteoretisk sprogperspektiv oversættes til iagttagelser. Og da systemteorien er meget opmærksom på, at iagttagelser hviler på en forskel, der kunne være en anden, vil der altid indgå 2.ordens iagttagelser i et videnskabeligt studie dvs. forsøg på at præcisere dels iagttagelsen og dels iagttagelsens iagttager, idet et videnskabeligt systems fortsatte beståen eller autopiese jo grundlæggende afhænger af sand/falsk distinktionen og
dermed muligheden for en systematisk og grundlæggende kritisk analyse og vurdering af datamaterialet (iagttagelsesmaterialet) (Andersen. s.54.55.56)
Derfor vil traditionelle opmærksomhedsfelter i forskningsmetode som afgrænsning og fravalg af data være i overensstemmelse med Luhmanns systemteori. Og ønsket om, at forsker når frem til de samme konklusioner, hvis der anvendes de samme data (iagttagelser) på en teoretisk problemstilling eller empirisk situation er ligeledes kongruent med Luhmanns systemteori netop fordi ønsket er præcision af iagttagelser og netop forudsættes i videnskabelig erkendelse.
Det som altså er vigtigt er ikke så meget mængden af data, fravalg af data, overseelse af data, forstyrrelse af data eller mangel på data, men overvejelserne, redegørelsen og argumenterne for hvorfor data/iagttagelserne er som de er. På denne måde førsøges sikring af, at andre forskere også vil nå de til de samme konklusioner ud fra de samme
iagttagelser. Og hertil er begrebet om 1. og 2.ordens iagttagelser velegnet og brugbart.
Metoderegel nr. 3 er altså en vigtig metoderegel for systemteoretisk forskningsmetode og forfiner og tilføjer måske ligefrem vigtige forhold i reglen.
Metoderegel nr. 2. Systematisk udvælgelse af data.
Hvis et videnskabeligt studie ikke bidrager til en vis form for generaliserbarhed dvs. kan efterprøves, vurderes og kontrolleres af andre end stsudiet selv er det både uden reel betydning og uinteressant i det videnskabelige system (Andersen. s.56).
Hvis ikke der findes en omverden, der har mulighed for at forstyrre i betydningen kritisere, benægte og modargumentere for et studies forudsætninger, resultater og konklusioner er det værdiløst og opløses. Systematisk udvælges af data/iagttagelser betyder derfor, at det videnskabelige studie har foretaget grundige analyser af, hvilke data der dels kan bidrage til og dels knytte an til nuværende og fremtidig videnskabelig videns dannelse. På denne måde fremmes muligheden for at studiets kan accepteres og vurderes (Andesen.s.56).
I et Lumannsk systemteoretisk perspektiv er et videnskabeligt studie en konstruktion af en kontingent virkelighed. Virkeligheden kunne være og er anderledes (kontingens), hvis den iagttages med andre forskelle. Derfor vil et videnskabeligt studie, der jo koder i koden sand/falsk gøre sig anstrengelser for at leve op til kravet om præcision i systematisk udvælgelse af data/iagttagelser for netop at udelukke at irrelevante iagttagelser dvs. udelukke iagttagelser, der ikke systematisk forsøger at sige noget om netop dette studiets formål og interesse.
Metoderegel nr. 1. Overensstemmelse med virkeligheden som det højeste sandhedskriterium.
Hvis denne metoderegel angiver, at der findes et neutralt og højeste punkt for et kriterie for sandhed, der er umogængeligt og ikke kan være anderledes, er det ikke foreneligt med Luhmanns systemteori. Alt hvad
et system kan erkende, herunder et studie betinget af det videnskabelige system, er ikke uafhængigt af iagttageren. Der findes ikke et højeste omdrejningspunkt, hvor alt kan vurderes ud fra heller ikke systemteorien selv, der også er en iagttagelse, nemlig iagttagelsen af, at der findes systemer, der er adskilt fra, men afhængig uafhængig af sin omverden.
Hvis metodereglen derimod angiver at målet for et videnskabveligt studie er at opnå den højst mulige præcision i forhold til gyldighed og pålidelighed dvs. at det med argumenter, kritik, kontrol og gentagelse er muligt at vurdere og bedømme det i forhold til de kriterier, der er grundlæggende forudsætningen for studiet og dermed knytte an til nuværende og fremtidige studier og således bidrage til at forfine og bidrage til koden sand/falsk, er det helt foreneligt med Luhmanns systemteori.
Konklusion.
Det er muligt at bruge gængse forestillinger om videnskabelig forskningsmetode ud fra et sociologisk sytemkonstruktivistisk epistemologisk Luhmann perspektiv. Udgangspunktet er forestillingen om
at et videnskabeligt system kommunikerer ud fra koden eller forskellen sand/falsk. Så længe det fastholdes og systematisk bruges både bregrebsligt, teoretisk og empirisk falder det inden for rammerne af hvad Luhmanns systemteori kan præsentere og præstere.
Litteraturliste.
- file:///C:/Users/slala/Downloads/723-Article%20Text-2441-1-10-20070202.pdf : Andersen, Calmar, Simon (2005): Smid ikke metoderne ud med badevandet. Epistemologisk konstruktivisme og dens metodiske konsekvenser. Dansk Sociologi Nr. 3/16. årg. 2005.
2. Rasmussen, Jens (1996): Socialisering og læring i det refleksive moderne. Unge pædagoger.
3. Collin, Finn (2003): Konstruktivisme, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Interne link.
Luhmann og systemteori: Bliv klogere på begreberne.https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/luhmann-og-systemteori/
Eksterne link.
Kritisk artikel af Luhmann ud fra et selvpsykologisk perspektiv. Luhmann rammes på sit ømme punkt: At kærlighed og empatisk følelse er mere end god kommunikation (Luhmann) nemlig en selvunderstøttende indbyrdes følelse (selvpsykologi), der ikke er autopietisk. lukket: https://www.psy.au.dk/fileadmin/site_files/filer_psykologi/dokumenter/JT/Artikler/JT_2.PDF
Jens Kruse og jens Rasmussen: Luhmann misforstået: https://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/00291463.2000.11863974?casa_token=r8pgiDQ_PaIAAAAA%3AKcyoyXSmzUyfQE8Hgw1yi-m5lSm1AcXpSMf0m-Vlm2915rfGE5G6h8kiNkt5VAndYxYEscX0KzpdWw&
Folkeskolen.dk. Folkeskolereformens menneskesyn: Børn er systemer: https://www.folkeskolen.dk/569722/folkeskolereformens-menneskesyn-boern-er-systemer
Thomas Aastrup Rømer (2017) . Niklas Luhmanns hyper-radikale konstruktivisme: http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-hyper-radikale-konstruktivisme.html
Tidsskrift.dk. Poul Gøtke. Luhmanns systemteori og dens anvendelsesmuligheder: file:///C:/Users/slala/Downloads/5330-Artikeltekst-17864-1-10-20110714.pdf
Sociologisk forum: https://www.sociologiskforum.dk/ordbog/luhmann/166
Jean Frans Lyotard: https://denstoredanske.lex.dk/Jean-Fran%C3%A7ois_Lyotard
Claus Elmholt. Anmeldelse af Jens Rasmussens bog. Undervisning i det refleksive moderne: https://psy.au.dk/fileadmin/site_files/filer_psykologi/dokumenter/CKM/NB37/Jens_Rasmussen.pdf