Luhmann og systemteori. Bliv klogere på begreberne i et kritisk perspektiv. Luhmanns systemteori, har også forklarings vanskeligheder.

Luhmann og systemteori. Om artiklen.

Luhmann er svær at læse. Og det svære er alle de nye begreber, som teorien introducerer. Og den måde, de bliver brugt på. Men efter nogen tid bliver det mere forståligt. Tag dig god tid til at læse den. Jeg anbefaler læsning på computer. Og der rigtig gode eksterne links efter artiklen. Husk derfor altid det kritiske blik, der fremkommer, når man endelig begynder at forstå Luhmann.

Indledning

1. Luhmann`s metateoretiske udgangspunkt og lededifference.

En metateori er omtrent det samme som det synspunkt, man anlægger i forhold til at tænke om problemerne og udfordringerne i verden på . Man vælger et synspunkt, hvorefter teoretisk refleksion og praktisk afprøvning vurderer om synspunktet “holder” og hvilke konsekvenser, det fører til.

Luhmanns metateoretiske udgangspunkt og lededifference er konstateringen af, at vi kan iagttage systemer. Det der findes i verden, er det som kan iagttages ved iagttagelser. Der er ikke tale ontologi, at verden er til på for-hånd som systemer. Men et epistemologisk udgangspunkt: Hvordan kan vi erkende omverdenen uden at være afhængig af denne omverden.

Eller i pædagogiske dannelsestermer , er det muligt at konstruere/danne/forme os selv uden at være afhængig af vores omverden. Luhmann søger et svar på det pædagogiske paradoks: Hvordan kan vi opdrage til frihed? Det lyder jo som en modsætning. Man kan vel ikke opdrage til frihed for selve opdragelsen indeholder jo noget, som man så er afhængig af – nemlig selve opdragelsen.

Luhmanns lededifference i teoriopbygningen af en teori om sociale og psykiske systemer, det systemteoretiske paradigme tager udgangspunkt i en absolut skelnen/forskel mellem system og omverden. Noget er enten system eller omverden.

Det er således forestillingen om en absolut grænse mellem system og omverden, der muliggør en differentiering (adskillelse) mellem indenfor og udenfor.

1a. Eksempel.

En daginstitution eller en skole er socialt system fordi det kræver noget bestemt at være en del af systemet. I en daginstitution er medlemmerne først og fremmest børn, pædagoger og forældre. Men hvis børnene, eleverne, lærerne eller pædagogerne ikke sympatiserer med den grundlæggende kultur, der er i systemet daginstitution, risikeres i værste tilfælde eksklusion.

Og den grundlæggende kultur består kun af kommunikation. Et socialt system fungerer og opretholder sig selv ved hjælp af kommunikation. Intet andet.

2. Luhmann og systemteori. Verden, kompleksitet og holisme.

En undtagelse fra dette forhold er verden. Verden i sig selv, er ikke noget system, da der ikke er noget udenfor verden, der kan være omverden for verden. Noget transcendent eller metafysisk. Verden har ingen omverden.

Verden kan heller ikke forstås som omverden. Dette ville jo kræve et system, som verden skulle afgrænse sig i forhold til. Verden er derfor hverken system eller omverden. Verden er enheden af system og omverden. Verden er et hele, der omfatter alle systemer. Verdens kompleksitet bliver derfor nu øverste relationspunkt for forståelsen af de sociale systemers måde at virke på.

Kompleksitet defineres nu som det samlede antal af mulige tilstande og begivenheder i et system. Et system er derfor komplekst, når det kan antage mindst to mulige tilstande. Da verden er grænseløs og besidder uendelig kompleksitet, fattes den ikke af den menneskelig bevidsthed.

Systemers funktion eller hovedopgave bliver derfor at reducere kompleksitet. Denne reduktion udelukker mulige tilstande og begivenheder. Derfor dannes systemer med henblik på at udelukke muligheder. Grænsen mellem omverden og system markerer således altid et fald i kompleksitet. Og grænsen mellem system og omverden markerer en øget kompleksitet.

3. Luhmann og systemteori. Systemers egenkompleksitet.

For at et system kan reducere kompleksitet, må systemet selv kunne udvise og udvikle et antal mulige tilstande (egenkompleksitet).

Det betyder, at jo større et systems egenkompleksitet er, jo større er chancen for systemets opretholdes under ændrede omverdens betingelser og samtidig dets evne til at forarbejde og opfatte verdens kompleksitet.

Dermed muliggør og begrænser et systems egenkompleksitet dets læringsevne til at reducere og opfatte verdens kompleksitet.

En skoleelev, en studerende, en organisation eller en region, har lært noget, når dets egenkompleksitet er øget og det dermed kan antage flere tilstande end før, det lærte

4. Luhmann og systemteori. Forskellige typer af systemer.

4 a. Sociale systemer.

Luhmann taler om tre grundlæggende slags sociale systemer. Interaktionssystemer, organisationssystemer og samfundssystemer.

Interaktionssystemer dannes ved, at de tilstedeværende handler, og kræve­r at personer er til stede og kommunikerer med hinanden. Når mindst to mennesker mødes, udgør de et system, hvis de kan kommunikere med hinanden.

Organisationssystemer er derfor også systemer, hvor kommunikative beslutningsprocesser afgør betingelserne for medlemskabet. Et organisationssystem er f.eks. en børnehave eller en skole.

Samfundssystemer er det mest omfattende socialsystem og indeholder alle interaktions- og sociale systemer samtidig med, at det selv er et særligt kommunikations system.

Uddannelsessystemet er et samfundssystem, der giver os en uddannelse, hvor der er speciel kommunikation for at vi kan blive medlem af det f.eks. at vi kan læse og forstå tekster.

4b. Sociale systemer og konditionering.

Ved et socialt system forstår Luhmann, at flere personer knyttes sammen i form af bestemte handlinger ud fra kommunikation, der gør, at de meningsfuldt henviser til hinanden og udskiller sig i system og omverden.

Det afgørende er, hvordan relationerne er betinget, styret eller regelbundet. Det at relationerne er betinget af noget (fritidsklubben, skolen, familien etc.) kaldes for konditionering – relationernes relationering. Når relationen eksempelvis mellem a og b bliver konditioneret af c`s værdisystem, holdninger, normer, viden, status etc. eksempelvis uddannelsessystemet, har vi en nødvendig komponent i forhold til begrebet organisation. Der altså en række betingelser som gør, at der etableres et system.

5. Psykiske systemer.

Psykiske systemers grundbestanddele, er tanker, forestillinger, tænkning, følelser, fornemmelser og sansninger og psykiske systemers medie er bevidstheden. Et system har altid et medie, hvor igennem systemet opererer/fungerer. Et medie sorterer et systems operationsmuligheder. I Psykiske systemer drejer det sig om bevidstheden. Psykiske systemers medie er bevidsthed. Psykiske producerer tanker ud fra tanker, forestillinger ud fra forestillinger og følelser ud fra følelser i cirkulære kredsløb dvs. kredsløb som peger tilbage på sig selv. Forestillinger peger tilbage på forestillinger etc. Psykiske systemer er derfor, som tidligere nævnt autopoietiske.

Strukturel kobling.

Psykiske systemer kan kun påvirkes af sociale systemer og sociale systemer kan kun påvirkes af psykiske systemer. Luhmann kalder dette forhold for en strukturel kobling. Der er altså strukturel mulighed for, at psykiske og sociale systemer (på grund af deres særlige struktur dvs. den måde de er opbygget på) kan lade sig påvirke af hinanden. Men påvirkningen eller forstyrrelsen, vil altid ske indefra dvs. af systemet selv. Det er systemet , der lader sig forstyrre.

En strukturel kobling, kan også karakteriseres som en speciel intersystemisk relation mellem system og omverden, hvori det gælder, at systemerne er henvist til hinanden, men forbliver omverden for hinanden. systemer.

Systemer er autopoietiske og selvreferentielle.

Sociale og psykiske systemer opfattes af Luhmann som autopoietiske og selvreferentielle. Autopoiesis defineres som: Systemer, der er organiseret som et netværk af processer, der producerer, de komponenter, som netværket selv består af .

Autopoietiske systemer opererer altså recursivt dvs. alt hvad de skaber, skaber de ud fra sig selv og alt, hvad der kræves for at opretholde denne organisation, skaber de selv.

Det betyder, at systemer i deres autopoiesis afgrænser og lukker sig om sig selv i forhold til omverdenen og udelukkende opererer lukket og selvreferentielt dvs. henviser til sig selv.

Men autopoietiske systemer kan ikke eksistere ud fra sig selv via egen kraft og uden bidrag fra omverdenen.

Der er ikke tale om autohypostasis dvs., at de kan leve af sig selv uden bidrag fra omverdenen. Men udvekslingen med omverden foregår struktur determineret: Systemet selv styrer, bestemmer og regulerer udvekslingen med omverdenen ud fra deres struktur og kompleksitet.

Omverden styrer og kontrollerer ingenting. Det er systemet selv, der lader sig forstyrre. Det er systemet selv, der foretager operationer i omverdenen ved hjælp af forskelle. Derfor er systemer konstruktioner af omverden uden at være afhængig af den. Eller under indflydelse af den.

Det er derfor Luhmann kalder hans teori for moderne. Der er ikke et højeste punkt, hvor alt udgår fra. Der er ikke tale om , at der findes en bestemt fornuft, der kan forklare verden for os. Det er Habermas teori. Derfor er Habermas og Luhmann meget uenige om, hvordan, det moderne samfund kan forstås. Habermas argumenterer for indbyrdes forståelse, at man via dialog og samtale opnår enighed om noget i verdenen. Det afviser Luhmann blankt. Indbyrdes forståelse er umulig i systemteorien. Systemer er jo lukkede for hinanden.

Jo mere kompleksitet et system har, jo større er evnen til at håndtere omverdens forstyrrelser. Strukturen og egen kompleksiteten betegner derfor indsnævringen og selektionen af de tilslutningsmuligheder, der er tilladt i systemet.

Den sørger for, at systemets autopoiesis kan fortsætte ud fra ikke tilfældige bidrag. Eksempelvis kan perception og erkendelse ikke forstås som en adækvat genspejling af den ydre verden.

Systemet konstruerer snarere sin egen version af den system eksterne verden. Den autopoietiske lukkethed og selvkonstruktion, er derfor forudsætningen for dets åbenhed, idet et system kun skabes, når der eksisterer en omverden til systemet, der kan tilføre systemet, de nødvendige bidrag til systemets autopoiesis.

Autopoietiske systemer er derfor autonome, ikke autarke (selvforsynende)

7. Sociale og psykiske systemer er autopoietiske og selvreferentielle.

Begreberne autopoiesis og selvreferentialitet overføres af Luhmann fra biologisk videnskab formuleret af de chilenske biologer Maturana og Varela til også at gælde sociale og psykiske systemer og betyder, at sociale og psykiske dannelser kan beskrives som enheder, der opererer lukket og selv skaber og opretholder deres elementer ved cirkulær produktion.

Et socialt system er et kommunikationssystem, der knytter kommunikation an til kommunikation. Et socialt system består således ikke af mennesker, men af kommunikation.

Mennesket kan således ikke kommunikere! Et bevidsthedssystem kan derfor ikke kommunikere sine tanker til et andet bevidsthedssystem. Det er altså ikke muligt med udgangspunkt i kommunikationen at fastslå, hvad det bevidsthedssystem, der deltager i kommunikationen, tænker og føler, hvilket er temmelig kontroversielt, idet empati i Luhmannsk forstand ikke er umuligt og gammeldags.

Der er i følge Luhmann ingen følelser i et socialt system. Og så kan vi jo spekulere på om det er rigtigt. Hvad med en god koncert, en fodboldkamp eller en fest etc., en god samtale. Har vi her, ikke nogen fælles følelse eller er vi blot omverden for hinanden i en isoleret følelsesmæssig lukkethed. Kærlighed, f.eks. er ifølge Luhmann blot god kommunikation.

Men et ethvert system må have en omverden for at eksistere. Sociale systemer har psykiske systemer som omverden, idet kun bevidstheden kan fremprovokere/irritere kommunikation.

Hvis bevidsthedssystemet ikke gør sig overvejelser ud fra en irritation/forstyrrelse fra sin omverdens sociale systemer, kan disse forhold ikke få indflydelse på bevidsthedssystemet.

8. Kommunikation er kontingent.

Sociale systemer er autopoietiske kommunikationssystemer, der henviser til sig selv. Kommunikation er derfor ikke overførsel af information fra en bevidsthed til en anden – fra afsender til en modtager.

Luhmann definerer/beskriver kommunikation som en tredelt selektionsproces, der kombinerer information, meddelelse og forståelse, hvor alle tre forhold må være opfyldt før der er tale om kommunikation.

Selektionen udvælges ud fra et repertoire af muligheder, den information, der ønskes videregivet, måden det skal ske på (digitalt, analogt, iconisk) ) og endelig vælges forståelsesmåden – misforståelse/forståelse.

Der er derfor flere alternativer indenfor hver af de 3 selektioner. Dette fænomen kaldes for kontingens – der altid flere muligheder.

9. Sociale systemer er selektive.

Sociale systemer er autopoietiske fordi de er selvkonstruerende og selvhenvisende kommunikationssystemer. Det betyder endvidere, at al kommunikation produceres af det sociale system selv og forståelse af kommunikation, er kun mulig ved selvhenvisning.

Men selvhenvisningen sker på to niveauer. Det basale niveau og det udvidede niveau:

Det basale niveau, hvor begreber, erkendelser og sammenhænge allerede via forudgående kommunikation, er lagt fast som temaer og som således følger med i det system som kommunikationen nu foregår i.

Det udvidede niveau er noget mere indviklet: Kommunikation på det udvidede niveau er metakommunikation eller selvrefleksiv kommunikation forstået som kommunikation om kommunikation. Kommunikationen kommenterer hele tiden sig selv ved at den henviser til sig selv.

På det udvidede niveau sker selektionen som forventningsstrukturer og kategoriseres som en meningsform. Forventningstrukturen selekterer og laver derfor en forudvælgelse ud fra mening. Selektionen sker ved meningstilskrivning forstået som eksklusion.

Og dermed indsnæver det sociale system muligheden af de elementer, som produceres af systemet. Derved opnås, at ikke alle mulige følgeelementer er mulige.

En anden form for selektion, sker ved, at sociale processer optræder som kommunikationssekvenser. Processer drejer sig om udvælgelse i forhold til sammenknytning af flere forskellige begivenheder, der således er tidligt ordnet på en bestemt måde. Processer opnår forselektion ved at udvælge passende tilslutningsmuligheder ud fra menings tilslutningssøgning.

10. Mening som selektionsvalg og omverdens kontakt.

Systemet og dets omverden eksisterer i kraft af hinanden. Den måde hvorpå et system opnår kontakt med sin omverden på, den måde den udligner eller reducerer kompleksitet på sker som tidligere nævnt gennem selektioner.

Ved at vælge. Valget er en operation med to komponenter, der ikke kan adskilles. Først valget af grænse mellem, det som kan vælges og ikke vælges, dernæst det, der aktuelt vælges.

Når et system skal vælge står det imidlertid overfor et utal muligheder. I det øjeblik, der skal vælges, er noget aktuelt og noget er mulighed. Det aktuelle er ustabilt og viser derfor altid hen til nye muligheder, til nye tilslutninger.

Mening defineres som det, der bevirker, at noget vælges og noget fravælges. Mening skaber ny aktualitet, er det opmærksomheden er rettet imod og er således med til at reducere omverdenskompleksitet samtidig med, at egenkompleksiteten øges.

Mening tvinger derfor til forandring. Sociale og psykiske systemer er på denne baggrund meningsforarbejdende systemer, “alt er muligt for systemet, men kun i form af mening ” .

10.b. Der findes tre meningsdimensioner i hvilket mening produceres. Det drejer sig om:

1. Sagsdimensionen: Hvad er tilfældet i verden dvs. ting teorier, meninger. Det er i sagsdimensionen systemet afgør, hvilket omverdensudsnit, det vil beskæftige sig med.

2. Socialdimensionen: Hvem der tematiserer ting, teorier, meninger. Her stilles mine oplevelser i relation til andres oplevelser.

3.Tidsdimension: Åbner mulighed for et omvalg og refleksion.

11. Iagttagelse som selektion og omverdenskontakt.

En iagttagelse består af en operation med to komponenter nemlig en skelnen (forskel) og en betegnelse. Først en grænse derefter betegnelse af en side. En iagttagelse er derfor en betegnelse af en side indenfor rammerne af en skelnen . Eller markering af en forskel, der gør det muligt at beskrive noget og ikke noget andet .

Som operativt lukket system kan et kommunikationssystem ikke kommunikere med sin omverden. Men det kan iagttage sin omverden, idet den kommunikerer om denne omverden eller noget i omverden.

Alt hvad et socialt eller psykisk system ved (erkender) om sin omverden er iagttagelser (konstruktioner af sin omverden) fremkommet ved at systemet selv aktivt markerer en forskel.

Iagttagelser er derfor intentionelle og ikke tilfældige. Der opstår ikke forskelle uden en iagttagelse. Og følgelig findes der ikke en iagttageruafhængig omverden. Når et system iagttager sig selv sker derfor ved selviagttagelse.

12. Blind plet og iagttagelse af 1. og 2. orden.

Alle iagttagelser sker ved at systemet markerer en forskel. Denne forskel kan systemet imidlertid ikke selv se, da man i iagttagelsesøjeblikket ikke kan bruge den (samme) forskel til at se det, som man ser med.

Fænomenet kaldes en “blind plet” En iagttagelse kan dermed kun se, hvad den kan se med denne forskel, den kan med denne forskel ikke se, hvad den ikke kan se.

Ethvert iagttagelsesperspektiv er dermed bundet til en bestemt forskel, den blinde plet. Denne forskel kan imidlertid iagttages ved hjælp af en anden forskel. Det kaldes iagttagelse af anden orden.

Men denne anden iagttagelse er også en iagttagelse ved hjælp af en blind plet, som dermed også kan iagttages. Enhver iagttagelse kan dermed kritiseres af en anden iagttagelse, hvorom det samme gælder.

Det er derfor Luhmann kalder systemteorien for en moderne sociologisk retning – alt kunne være anderledes. Verden er kun blinde pletter.

Eksempel.

Hvis en pædagog ser et barn med forskellen sur/glad, ser man med forskellen sur/glad. Det er først når man ser denne forskel -den blinde plet, at man har muligheden for at se med en anden forskel. Vi ser kun det, vi ser indtil vi opdager, vi ser med denne forskel (2.ordens iagttagelse) og dermed har muligheden for at se med en anden anden forskel, hvilket vi ikke nødvendigvis gør.

Mange iagttagelser forbliver 1.ordens iagttagelser selv om vi ved, vi ser med en bestem forskel – blinde plet. Det er derfor systemets egenkompleksitet, der afgør muligheden for ikke bare at se blindepletter, men også for at kunne se andre forskelle. Jo større egenkompleksitet et system har, jo flere blinde pletter er blevet synlige og jo større er muligheden for at se med andre forskelle.

I eksemplet kunne pædagogen opdage den blinde plet ved at en kollega gør opmærksom på det og se på barnet med en anden forskel, hvis den første pædagog altså lader sig påvirke af det, det bestemmer den første pædagog jo i følge Luhmann jo helt selv. Denne anden forskel kunne f.eks. være forskellen mellem leg/læring eller forskellen mellem styrke/svaghed. Det er med andre ord, den forskel vi ser med, der afgør hvad vi ser, hvordan vi ser og hvorfor vi ser det vi ser. Det er på en måde relativt simpelt, når vi lige opdager det.

I en udviklings og lærings sammenhæng, er det imidlertid ret vanskeligt. En underviser kan f.eks. aldrig regne med, at der sker læring hos undervisningsdeltagerne i en undervisningssituation selv om der er gjort omhyggelige didaktiske overvejelser om formål, indhold evaluering etc.. Men underviseren kan synliggøre sine forventninger og ved at kende så meget til undervisningsdeltagernes egenkompleksitet som muligt og tilrette undervisningen herefter. Men er samtidig underlagt undervisningens rammer om formål og indhold.

Det er med andre ord blevet langt mere komplekst at være lærer eller pædagog eller bestride andre moderne stillinger. Der findes i det moderne Danamark ikke nogen stillinger eller jobbeskrivelser som ligner dem for bare få årtier siden. Verden er blevet mere kompleks og uoverskuelig. Derfor kan systemer også bryde sammen. Psykiske systemer kan gå ned med stress og depression og sociale systemer kan blive så overbelastede, at de ikke kan opfylde deres formål f.eks. skattesystemet, der blev så overbelastet, at der skete fejl i milliardklassen.

13. Sammenfatning af Luhmanns systemteori.

Verdenskompleksitet som højeste relationspunkt, er Luhmanns præmis. Systemer dannes ved, at de udskiller (lukker) om sig selv og danner en omverden.

Således reduceres verdenskompleksitet og egenkompleksiteten øges som et udryk for systemets muligheder. Reduktionen sker ved valget som en meningsselektion, ved forventningsstrukturer (eksklusion) eller processer (tilslutningssøgning).

Sociale systemer opererer ud fra mediet kommunikation og psykiske systemer opererer ud fra mediet bevidsthed.

Sociale systemer er konditioneret og består af mindst 2 psykiske systemer, der alene muliggør, at det sociale system lader sig forstyrre.

Disse to systemer er autopoietiske og opererer selvreferentielt. De skaber sig selv ud fra sig selv i fortløbende recursive (tilbagevisende) forløb, og henviser kun til sig selv, når de lader sig forstyrre af omverdenen.

Et system kan således ikke direkte operere i sin omverden. Og det er heller ikke meningen med systemer, men det kan iagttage sin omverden ved hjælp af iagttagelser med en forskel, det selv bestemmer. Men intet system opretholdes af sig selv. System og omverden eksisterer i kraft af hinanden, men altså på denne særlige strukturelle koblings måde.

14. Kritik af Luhmann.

Luhmanns systemteori med hovedbegrebet autopoiesis er hentet fra biologiens verden. Autopoiese blev introduceret i slutningen af forrige århundrede af to chilenske neurobiologer  Humberto Maturana og Francisco Varela. De er dog skeptiske overfor at kunne overføre begrebet til mennesker.

Luhmann er ikke særlig interesseret i følelser og kærlighed. Kærlighed er for Luhmann god kommunikation. Han bruger kun få sider i sit enorme værk om systemteori, der tæller mere end flere tusinde side om kærlighed og følelser. Det kan man kritisere Luhmann for.

Og selvpsykologien som Jan Tønnesvang udlægger den, kritiserer netop Luhmann for ikke at tillægge empatiske følelser nogen betydning i menneskers kvalitative samvær i forhold til trivsel og vitalitet. Man kan sige at Luhmanns menneskesyn ikke tillægger følelser nogen særlig betydning i forhold til, at mennesker fornemmer og mærke hinanden. Systemer er jo lukkede for hinanden og findes kun som kommunikative iagttagelser, der kunne være anderledes.

Habermas anser Luhmanns systemteori for at være reduktionistisk og socialteknologisk i interkommunikativ sammenhæng, men bruger Luhmanns begreber til at forklare, hvorfor, det er nødvendig at bruge sociale systemer i Luhmanns forstand, når retsstaten opbygges.

15. Afslutning.

Læs mere om Luhmann i nedenstående link, hvor der dels findes andre tilgange til Luhmanns systemteori og dels kritiske artikler om Luhmann.

Luhmann er spændende, men også ekstrem abstrakt og virkelighedsfjern og kan for mig at se være forførende i sin brug af komplekse begreber og enorme viden, der kan virke helt uoverskuelig.

Interne link.

• Undervisning og læring i et Luhmanns systemperspektiv: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/index.php/undervisning-og-laering-i-et-luhmannsk-systemperspektiv/

• Luhmann – konstruktivisme og metoderegler. En grundig og svær indføring. Hold ud: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/index.php/luhmann-i-videnskabsteoretisk-perspektiv/

Eksterne link i prioriteret rækkefølge.

• Kritisk artikel af Luhmann ud fra et selvpsykologisk perspektiv. Luhmann rammes på sit ømme punkt: At kærlighed og empatisk følelse er mere end god kommunikation (Luhmann) nemlig en selvunderstøttende indbyrdes følelse (selvpsykologi), der ikke er autopietisk lukket: https://www.psy.au.dk/fileadmin/site_files/filer_psykologi/dokumenter/JT/Artikler/JT_2.PDF 

• Folkeskolen.dk. Folkeskolereformens menneskesyn: Børn er systemer: https://www.folkeskolen.dk/569722/folkeskolereformens-menneskesyn-boern-er-systemer

• Thomas Aastrup Rømer (2017) . Niklas Luhmanns hyper-radikale konstruktivisme: http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-hyper-radikale-konstruktivisme.html

• Tidsskrift.dk. Poul Gøtke. Luhmanns systemteori og dens anvendelsesmuligheder: file:///C:/Users/slala/Downloads/5330-Artikeltekst-17864-1-10-20110714.pdf

• Sociologisk forum: https://www.sociologiskforum.dk/ordbog/luhmann/166

• Professionsviden.dk. Artiklerne på online-studiehjælp.dk er tekstredigerede artikler fra professionsviden.dk., der er under udfasning: http://Professionsviden.dk