Reformpædagogik er en pædagogisk retning, der sætter barnet i centrum.

Billeder af reformpædagogiske tænkere

Ellen Key satte barnet i centrum for det pædagogiske arbejde med bogen *Barnets århundrede* (1900) på dansk (1902).

Reformpædagogik. Hvad er det, hvordan bør den praktiseres og dens styrker/svagheder.

Reformpædagogik eller individcentreret pædagogik, er en pædagogisk bevægelse, der fra først i 1900-tallet med blandt andet John Dewey, Ellen Key og Marie Montesorri som forbilleder arbejdede for en grundlæggende forandring af den indlæringspædagogiske praksis hen imod en mere barnecentreret og livsnær pædagogik. Man kan også formulere det som et paradigmeskift fra et objekt – objekt forhold til et subjekt – subjekt forhold dvs. barnet har betydning i sig selv ligesom den anden voksen eller barn har det.

Barnets egen oplevelsesverden.

Barnet har derfor sin egen indre oplevelsesverden af følelser, tanker og meninger og har egne helt privilegerede fortolkninger af verden, sine synspunkter og opfattelser. Det vil derfor også være krænkende hvis pædagogen overser denne oplevelse. Hvis pædagogen siger ”du er træt”, ”du er vanskelig” eller “du gør noget forkert” overses barnets subjektive oplevelser og fornemmelser og vækker ofte modstand. At udelade den andens subjektive oplevelse indebærer en fratagelse af individets evne og ret til at have et syn på sig selv. Omvendt set vil det også kunne betyde at barnet kan blive for selvcentreret og udvikle et mere egocentrisk billede af sig selv.

Reformpædagogikken er vækstpædagogik.

Reformpædagogikken eller vækstpædagogikken forsøger reformulere den ”sorte skoles” pædagogiske tænkning, som kan kategoriseres til indlæringspædagogik, struktureret pædagogik og material tilpasningsdannelse. Vækstpædagogikken forsøger at skabe størst mulig vækst hos barnet. “At gøde planten så den vokser frit og frodigt frem”

Tilpasningsdannelse.

Tilpasningsdannelse kan beskrives om formning eller påfyldning af viden og kunnen, der er i overensstemmelse med det herskende samfunds værdier og normer. Også kaldet de “tommer tøndes pædagogik”. Derfor værdsætter den ”sorte skole” dyder eller menneskelige egenskaber som underdanighed, underkastelse og streng disciplin.

Samfundssyn.

Reformpædagogikken har et helt anderledes samfundssyn og tager udgangspunkt i en mere demokratisk forståelse, hvor egenskaber eller dyder som selvforvaltning, medbestemmelse, medindflydelse på beslutninger, er gældende for barnet og i sidste ende derfor opfatter individet som medskaber af de fælles vilkår for sameksistens – samfundsindretningen (Dewey). Reformpædagogikkens samfundssyn er overordnet set demokratisk i betydningen indflydelse på de beslutninger, som har betydning for egen selvudfoldelse i fællesskabet og samfundet som helhed.

Menneskesyn.

Menneskesynet bag reformpædagogikken opfatter således mennesket som havende værdi i sig selv. Mennesket har iboende evner, behov, interesser og ønsker som den enkelte, hvad enten det er børn, unge eller voksne eller mennesker indenfor normalområdet/specialområdet har krav på i videst mulig omfang at få tilgodeset.

Børns aktive selvudfoldelse.

Tanken om vækst forstået som aktiv selvudfoldelse af alle af alle evner, behov, ønsker er helt centralt for denne retning. Det betyder også, at mennesker bør forstås og respekteres som en helhed af ligeværdige og lige værdifulde egenskaber. Følelser, tænkning, sprog, motorik, det sociale og ikke mindst det kreative eller æstetiske område skal aktivt plejes og udfoldes med henblik på størst mulig forædling og vækst.

Dannelsesidealet.

Formålet med opdragelsen eller dannelsesidealet er (fri)vækst og udfoldelse i overensstemmelse med egen natur jf. Rousseaus tanker om bardommen som en selvstændig og betydningsfuld livsperiode. Derfor er ansvarsfuld og højest mulig grad af selvforvaltning, selvstyring og selvvirksomhed meget vigtig. Og det som pædagogikken som formning af mennesket retter sig imod, men som ikke nødvendigvis opnås til fulde i praksis.

Pædagogens rolle.

Pædagogens rolle at forstå og indleve sig i det enkelte menneske for på denne måde nysgerrigt, forsigtigt, legende og inspirerende at hjælpe med til at finde frem til hvad der optager og interesser vedkommende. Hvad har du lyst til? Hvad kan jeg hjælpe med til? Bliver vigtige pædagogisk spørgsmål.

Selvoptagethed eller selvudfoldelse.

Nu er der imidlertid blandt reformpædagogerne ikke enighed om, hvor grænsen mellem selvoptagethed og selvudfoldelse går. Derfor vil nogen, herunder Gøsselpædagoger, hævde, at det er vigtigt at have en vis udstrækning af mål, indhold og struktur i undervisning og pædagogik. Ellers risikerer udviklingen at gå i stå eller blot kredse om sig selv.

Pædagogisk tilrettelæggelse. Børnene bør inddrages.

Der er klart, at reformpædagogerne inddrager børn, unge og voksne i så høj grad som muligt i tilrettelæggelsen af dagligdagens aktiviteter om det så det er ”at lave kage”, finde på nye lege eller hvad skovturen skal indeholde. Pædagogen tilrettelægger i overensstemmelse med børnenes ønsker og ideer og er anerkendende.

Kritik af reformpædagogikken

Er reformpædagogikken naiv i den forstand, at det er meget vanskeligt at tilgodese alle individers frie selvudfoldelse. Hvad stiller man eksempelvis op med indbyrdes forskellige værdiforestillinger? Og hvilken position/vægt tillægges faglig viden? Og hvordan forholder retningen sig til ubevidste socialiseringsprocesser? Det er derfor tvivlsomt om reformpædagogikken kan honorere kravet om neutralitet og magtfravær, som ellers er retningens udgangspunkt.