Indlæringspædagogik er et svar på hvordan viden kan "hældes" på eleven.

Indlæringspædagogik. En artikel.

Den historiske og samfundsmæssige baggrund for den indlæringspædagogiske retning udspringer af den erfaring i 1950`erne, hvor den kolde krig, efterkrigstidens erhvervsudvikling og nye teknologier for alvor sætter sit præg på samfundsudviklingen.

Uddannelsesniveauet bør højnes pga. erhvervslivets efterspørgsel af arbejdskraft og en stigende teknologisering og industrialisering medfører og skaber nye forbrugere samtidig med, at de sociale vilkår for de fattige søges mindsket for at forbedre den sociale orden. En vigtig begivenhed i form af ”sputnikchokket” igangsætter således ønsket om effektivisering og modernisering af hele det amerikanske uddannelsessystem.

Samfundssynet og opdragelsessynet er derfor overvejende styret ud fra det tilpassende dannelsesideal. Indlæringspædagogikken er derfor mere samfundsbestemt via stram politisk uddannelsesstyring med hjælp fra eksperter inden for de videnskabelige discipliner end med udgangspunkt i det enkeltes menneskes interesser, ønsker og behov.

Menneskesynet bag retningen bliver derfor mere teknisk, handlingsorienteret og ydre-styret og ignorerer eller tilbageviser individuelle holdninger, synspunkter og ønsker fordi disse indre bevidsthedstilstande kan medføre indlæringsmæssigt og dannelsesmæssigt effektivitetstab. Mennesket bliver derfor snarere et objekt (genstand) for en på forhånd fastlagt viden, der så at sige finder vej ind i mennesket uden betydningsændring. Retningen, betoner og værdsætter således miljø frem for arv (det medfødte).

I et videnskabsteoretisk perspektiv falder retningen mest indenfor det positivistiske paradigme, hvor kun den viden, der kan måles, vejes, sanses , kontrolleres og forudsiges er relevant og nyttig.

Læringsresultatet anses derfor at være uafhængig af det enkelte menneskes forudsætninger og gøres mere til et teknisk metodisk spørgsmål

Undervisning, læring og dannelse bliver et spørgsmål om differentierede undervisningsprogrammer (sekvenser) og motivationsstyring uden megen selvrefleksion og ud fra princippet om ris og ros.

Her er teorier og indsigten fra fra adfærdspsykologi/behaviorisme tydelig og udgør nu et middel og mål for den samfundsmæssige styring af den pædagogiske praksis.

Læreren/pædagogens/den professionelles rolle bliver derfor via iagttagelse af ”eleven” at opstille mål og metoder, der bedst muligt kan igangsætte fastlagte læringsprogrammer.

Den professionelle udøver af denne retning er derfor nok snarere mere en miniudgave af en videnskabsmand, der løser problemer og søger forklaringer (kausaliteter) frem for at være empatisk og forstående.

Kritikken af retningen er markant og begreber som fremmedgørelse, ensidighed, unuanceret tilpasningspædagogik og material dannelse er nogle af de betegnelser som hæftes på retningen fordi det enkelte barn, unge eller voksne ikke kommer meget til syne.

Fordele i retningen må ikke overses, idet svage elever, der måske har svært ved at læse eller lære i sociale sammenhænge kan have fordel af den programmerede undervisning/socialisering fordi der hele tiden opstilles specifikke mål, som forsøges at være overskuelige og opnåelige for den enkelte. Desuden er resultatet af læringen meget konkrete og målelige, hvilke netop kan være en fordel for elever, der har brug for en stærk struktur og forudsigelighed.

Interne link.

Eksterne link.

Nordisk uddannelsescenter. Aspekter omkring menneskesyn og pædagogisk praksis med døvblinde:http://Aspekter omkring menneskesyn og pædagogisk praksis med døvblinde