- Handlekompetence, deltagerrollen og demokrati.
Ifølge Karsten Schnack (fork. til KS ) kan og skal demokrati bestemmes ”som det der på den ene eller anden måde” vedrører begreberne frihed, lighed og broderskab.
Hermed fremhæves, at der kan og skal være flere betydninger og opfattelser af disse begreber for at demokratiet er demokratisk.
For at indkredse, præcisere og uddybe indholdet i disse tre overordnede demokratikriterier i forhold til en demokratisk dannelse henviser KS overordnet til Klafkis tre grundlæggende evner, hvilket jo
er evnen til selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet.
Frihed hører på denne måde sammen med evnen og viljen til selvbestemmelse som selvrefleksiv identitetsdannelse med ansvar for eget
liv og knyttes med Oskar Negt sammen med begreberne autonomi, selvstændighed og myndighed.
Medbestemmelse vedrører lighed som udligning af magtforskelle mellem mennesker og indeholder derfor en immanent kritik af alle autoritære forhold, der ikke også viser respekt for andres autonomi.
Solidaritet hører sammen med broderskab og ligeværdighed og er evnen og viljen til at kunne identificere sig med de svage i samfundet dvs. de mennesker, der af en eller anden grund ikke har de nødvendige materielle og/eller intellektuelle samt handlemæssige ressourcer, der skal til for ved
egen hjælp at kunne danne sig til et selvbestemmende og medbestemmende individ.
Hvad er demokratisk politisk dannelse ifølge KS? Sådan som jeg forstår KS er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at præcisere de overordnede rammer og kriterierne for en demokratisk dannelse. Den form som demokratiet udgør, skal fyldes ud af aktører ellers bliver den en ”tom skal”, der hurtigt risikerer at forsvinde.
Demokratiet er med andre ord ikke noget, der kommer og opretholder sig selv. Kernen i de demokratiske dannelsesbestræbelser og det som læringsprocesserne samfundspolitisk retter sig imod kan derfor indkredses med det begreb som politologiske demokratiteoretikere kalder for et aktivt demokratisk medborgerskab med handlekompetente borgere.
.
Det betyder, at i demokratiet opfattes og forstås medlemmerne ikke som passive tilskuere, der kigger på medens ”de andre” tager beslutninger om fælles anliggender for derefter blindt og ukritisk at følge dem. Det er (groft sagt) inaktiv politisk tilpasningsdannelse, hvor selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet er ophævet og erstattet med adfærdsregulering.
Tværtimod forholder det sig omvendt. I demokratiet forudsættes det, at medlemmerne er deltagere, ikke lige aktive hele tiden, men potentielle deltagere, der myndigt, velovervejet og kritisk vurderer, hvornår, hvorfor og i hvad, man involverer sig.
Derfor er demokratisk dannelse også politisk dannelse, idet dannelsen sigter på at udvikle og modne mennesker, som ikke bare tænker alene inde i sig selv, for sig selv og på sig selv, men også tænker sammen for hinanden, med hinanden og overfor hinanden.
Det drejer sig om at finde et reflekteret balanceforhold mellem tilpasning og forandring. Eller udtrykt på en anden måde, mellem det private og det fælles eller mellem individ og samfund.
Men demokratiet stiller altså krav om deltagelse. Derfor er hovedopgaven for en dannelsesteori, der sigter mod opdragelse til demokrati også først og fremmest opdragelse og kvalificering til deltagerrollen. En deltagerolle som er kendetegnet ved at have handlekompetence som dannelsesideal.
Et dannelsesideal, som på linje med dannelse, demokrati, menneskerettigheder, sundhed, bæredygtig udvikling og herredømmefri dialog, er de bestræbelser som den pædagogiske indsats ideelt retter sig imod dvs. som en dannelsesutopi, men en politisk dannelsesutopi, hvor dannelsesarbejdet er orienteret efter og lever af og i kampen mod vold og undertrykkelse.
2. Menneskesynet bag begrebet handlekompetence.
Det er klart, at der i begrebet handlekompetence ud fra ovenstående betragtninger indgår en dannelsesforestilling om, at mennesket har værdi i sig selv.
Menneskelig virksomhed er ikke et resultat af mekaniske objektive årsagsforklaringer, der kan bestemmes uafhængigt af de involverede menneskers egne opfattelser og forståelse af denne virksomhed.
Menneskesynet bag begrebet handlekompetence kan derfor karakteriseres som humanistisk i et hermeneutisk-politisk-kritisk perspektiv. Men hvilket indhold er der i disse begreber ?
At det er humanistisk betyder, at mennesket har iboende egenskaber, der har værdi i sig selv og kun kan forstås i betydningen ”det hele menneske” dvs. et socialt, handlende, følende og erkendende væsen.
Det gælder følgelig om at skabe de bedste betingelser for at den enkeltes potentialer i forhold til disse mulige forskellige verdensforståelsesformer kan udvikles uden at være på andres bekostning.
Det er det humanistiske, men samtidigt også det samfundspolitiske demokratiske aspekt. Det hermeneutiske aspekt knytter sig til handlingsperspektivet i og med præciseringen af, at det handlende menneske opererer intentionelt dvs., at en handling ikke kun kan og skal årsagsforklares af videnskabelige eksperter og omsættes til samfundsmæssige normer.
Det ville være teknokrati. Tværtimod skal og bør en handling forstås som den mening handlingen tillægges fordi mennesket grundlæggende besidder evnen til selvstændig begrundet handling ud fra indsigt, viden og erfaring i egen og andres situation.
Handlinger og handlekompetence, er derfor karakteristiske ved at være resultatet af en målrettet refleksiv bevidsthedsproces. Handlinger er rationelt motiverede.
Det politisk-kritiske aspekt knytter sig til forestillingen om, at det muligt og til en vis grænse nødvendigt at forandre og problematisere det bestående ved stille kritiske rationelle spørgsmål til de givne omstændigheder – modstandstanken.
I KS demokratiteori forlades derfor ideen om, at virkeligheden er natur eller guds givet dvs. er absolut og ubestrideligt og derfor ikke til demokratisk diskussion. I hermeneutikken fortolkes verden som den ”ser ud” i sin historisk-kulturelle sammenhæng.
Men med indførelsen af den kritiske dimension tilføjer KS også en emancipatorisk dimension i handlekompetencen. Her er erkendelsesinteressen ikke fortolkning af verden som den er, men som den også kunne være og måske bør være.
KS henviser til Klafkis, Ziehes og især Negts og Mills udlægning af begreberne sociologisk fantasi, eksemplarisk læring og emancipation dvs. den indsigt, der giver mulighed for kognitivt at gennemskue, hvordan samfundsmæssige forhold, sætter sig igennem som ubevidste psykologiske undertrykkelsesmekanismer på det personlige plan – og påpeger hvordan, private, personlige livsforhold også kan være og måske især er betinget af samfundsmæssige strukturer.
Derfor er handlekompetence en vigtig politisk pædagogisk dannelsesopgave fordi den netop søger at udvikle evnen til kritisk sans overfor det bestående ved rationelt at afsløre eventuelle ideologiske og samfundsbetingede betingede undertrykkelsesmekanismer.
Formuleret anderledes: At finde frem til og afsløre styrings og kontrolmekanismer, som søger at gennemføre skjulte politiske målsætninger, der indsnævrer den frie sande menneskelige livsudfoldelse.
KS eksemplificerer den emancipatoriske tankegang som en frigørelsesproces fra dels rendyrkede manipulative og indoktrinerende forsøg på at ændre adfærd og vaner i overensstemmelse med en bestemt indiskutabel livsstil ved at henvise til reklamen, propaganda, kampagner og dels fra undertrykkelse i den borgerlige kultur, som beskrevet i så mange skønlitterære dannelsesromaner.
.
Handlekompetence består således også af indsigt i egen og andres livsstiles forudsætninger så de ikke tages for givet i ordets naive betydning. Naivitet består nemlig i at tage alting for pålydende, mene verden er, som den umiddelbart tager sig ud for en selv, og tro at alle føler og tænker det samme som mig.
At besidde handlekompetence betyder derfor også at sprænge denne naivitet og således provokere og udfordre deltagernes altid mere eller mindre naive forforståelse og forudfattede meninger for herigennem at skabe rum og mulighed for at overveje i hvilken grad vores opfattelser og holdninger er udtryk for fastfrosne ideologier eller livsopfattelser.
Det demokratisk-politisk dannelsesbegreb om handlekompetence er derfor ikke at gøre mennesker til noget bestemt – andet end sig selv – og består snarere i at lære at tænke over det, man tænker ud fra den erfaring viden og indsigt, som man lært og opnået ikke blot i skolen og andre pædagogiske institutioner, men i hele sin omgang med verden, dens indretning og dens beboere.
Handlekompetence er dannelse til demokrati i den forstand, at det drejer sig om at støtte de udviklingsmuligheder, som gør mennesket i stand til at tage stilling og handle alene og sammen med andre.
Spørgsmålet er imidlertid om demokratisk dannelse som politisk handlekompetence i følge KS har:
1) Et fast materialiseret teleologisk indhold
2) Er formaldannelse
3) Har kategoriale dannelsesaspekter eller er noget helt fjerde.
Det er stadigvæk lidt uklart selv om, der er klare tendenser i retning af en mere (traditionel) kritisk dannelsesteori, som den er udformet af Frankfurterskolen, den tidlige Habermas og ikke mindst Klafki, Freire og Negt.
3. Demokrati, demokratisk dannelse, den sunde fornuft og dannelsens indhold.
KS stiller følgende overordnede demokratiske dannelsesspørgsmål i forhold til handlekompetence:
Hvem er deltagerne i demokratiske handlingsvalg om fælles anliggender og hvilke forståelses og handleformer kvalificerer til at kunne forholde sig til de problemstillinger og udfordringer som moderne samfund og mennesker står overfor og må forholde sig til?
KS fremhæver, at det er som ganske almindelige deltagende mennesker, som lægfolk, vi må forholde os til demokratiet og en verden af fælles forhold. Demokratiet er ikke et anliggende for eksperter fordi eksperter qua de er eksperter nødvendigvis har et reduktionistisk syn på verden ellers ville de ikke være eksperter.
Men omvendt er tillid til eksperter helt nødvendigt for at kunne belyse en bestemt sag fagligt, men de er uegnede som demokratiske deltagere fordi det forudsætter at kunne forstå og dyrke verden i helheder og tage hensyn til den mangfoldighed af humanitet der findes.
Viden og anvendelse af viden er to forskellige ting. Når teoretisk viden anvendes kræver det moralsk indsigt. KS siger det på følgende måde :
”Videnskaberne beskæftiger sig med at besvare
spørgsmål, men at løse problemer er den enkeltes eksistentielle opgave”.
Det kræver normativ stillingtagen. Hovedopgaven for demokratisk dannelse som handlekompetence drejer sig derfor om at kvalificere den sunde fornuft dvs. at have kendskab til, holde sammen på og være i stand til at styre den mangfoldighed af humanistiske videnstyper og erfaringer, der findes og fortsat vil udvikles i moderne komplekse kulturer.
Det handler om alsidig kritisk dannelse, hvor forståelsesformerne er teoretisk viden, indsigt, følelser, erfaringer, holdninger, angst, kærlighed, ærlighed og håb.
Et afgørende kriterium for om det lykkedes at danne mennesker i overensstemmelse med disse ovennævnte kriterier er ifølge KS, at undgå parallelisme problemet.
Den viden, jeg besidder er sand, men den gælder ikke for mig som handlingsvejleder for min sunde fornuft og det er ifølge KS problematisk fordi det kan betyde, at handlingslivet ikke bliver tilstrækkeligt kvalificeret af kritisk refleksion.
Det er på denne baggrund, at KS henviser til den kritisk konstruktive emancipatoriske erfaringspædagogik med Klafki, Freire og Oskar Negt i spidsen fordi netop disse dannelsesretninger forsøger at integrere viden, livserfaring og samfundsforhold.
Det betyder, når disse tanker omsættes til almendidaktik, at undervisningen nu bør organiseres som samfundsrelateret tematiseret projektarbejde med udgangspunkt i kollektive livserfaringer, inddragelse af relevant faglig viden og med henblik på frigørelse af hæmmende og behovsforvrængende samfundsfaktorer.
Tilbage for KS er nu at give et begrundet svar på spørgsmålet: Hvorfor og hvad er dannelsesindholdet og dets status i forhold til et dannelsesformål rettet mod demokratisk politisk handlekompetence i et moderne samfund indkredset som sund fornuft?
KS er naturligvis opmærksom på, at i et værdipluralistisk samfund dvs. et samfund kendetegnet ved et eksplosivt opbrud i traditioner, normer og værdier opstår naturligvis problemet med at bestemme dannelsesindholdet status.
Er der noget dannelsesindhold, der er mere væsentligt end noget andet ? Og hvem har i givet fald autoritet til at bestemme og deltage i fastlæggelsen af kriterierne for et sådant selvstændigt dannelsesindhold?
Og hvad er det for en instans, der evt. kan gyldiggøre selve autoriteten og retfærdigheden i sådanne kanoniserende indholdsfastsættelser?
KS forsøger ikke at finde en sidste filosofisk begrundelse for dannelsens indhold, men anerkender problemet uden egentligt at gøre mere ved det, hvilket vel er en væsentlig baggrund for, at dannelsesindholdet i KS begreb om handlekompetence bliver til indkredsning af nogle betydningsfulde og tidstypiske meget overordnede materiale indholdsfastsættelser.
Som inspiration til dette arbejde med handlekompetencens dannelsesindhold nævner KS således
1) Finn Mogensens kognitive, værdimæssige, sociale og personlighedsfaktorer i forhold til at vide noget om problemer, vide noget om, hvordan man gør noget ved dem og have mod og lyst til at handle
2) Hans Jørgen Kristensens overfaglige strukturelle læseplan, hvis dannelseshensigt er handlekompetence mhp. at forme egen og andres fremtid. Her er indholdet: a) Naturgrundlaget: Forholdet mellem menneske og natur b) Mennesket og samfundet c) Hverdagsliv, kommunikation og kunst
3) Giesecke´s politiske dannelseskategorier: Konflikt, konkrethed, magt, ret, interesse, solidaritet, medbestemmelse, funktionssammenhæng, ideologi, historicitet og menneskeværd.
Alle forståelsesformer, der når de eksemplarisk forbindes med elevens subjektive erfaringer bliver alment gældende som ny ”aktionsviden”.
KS`s eget forslag til et dannelsesindhold knytter sig også til ”vor tids” nøgleproblemer for ikke bare menneskeheden, men også menneskeligheden, indholdsfastsat med klare referencer til Klafkis forslag dvs. som politiske udfordringer i forhold til både internationale og globale sammenhænge med hensyn til demokratisering, miljø, sundhed og fred.
Interne link.
Søren Lauridsen. Demokratibogen: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/demokratibogen/
Søren Lauridsen. Hvad er demokrati?: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/hvad-er-demokrati/
Søren Lauridsen. Demokrati og dannelse som politisk styreform: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/hvad-er-demokrati/
Eksterne link.
Lone Fredensborg om Karsten Schnack. Dannelse og handlekompetence: https://www.blivklog.dk/dannelse-og-handlekompetence/
Festskrift for Karsten Schnack: https://www.dpu.dk/fileadmin/www.dpu.dk/forskningsprogrammer/miljoeogsundhedspaedagogik/publikationer/Schnack_3_.pdf