Af Søren Lauridsen Cand. pæd. pæd. Lektor i pædagogik på pædagoguddannelsen.
Habermas – hvem er han?
Første del.
Habermas er fornuftsteoretikker og svær at forstå. Det betyder, at fornuften eller tænkning er i centrum for de overvejelser Habermas gør sig om den tid vi lever i. Hvad er så fornuft? Fornuft er i Habermas betydning, det samme som rationalitet. Fornuft og rationalitet er iboende sproget.
Det er i vores sprog at fornuften findes. Det betyder at når vi taler og siger noget mundtligt eller skriftligt bruger vi vores fornuft. Men hvad er så sprog? Habermas mener, at sprog og tænkning hænger sammen. Når vi erkender noget eller lærer noget bruger vi vores tænkeevner (kognition).
Vi er dog ikke helt færdige med at analysere sproget i Habermas forstand, idet man ved at sige noget også gør noget. En sproghandling dvs. at sige noget eller skrive noget betyder at vi forpligter os på noget. Hvis jeg siger til et barn, ung, voksen eller ældre, at jeg vil hjælpe vedkommende med at få ham/hende rask – lover jeg samtidig noget. Nemlig at hjælpe vedkommende. Og det at hjælpe er handling som må værdsættes af begge parter for at være etisk i Habermas fortand. Sprog er derfor også etik.
Det lyder måske banalt, men taler vi om demokrati bliver det mere alvorligt. Her bruger vi sproget til at blive enige om noget, nemlig vores samfundsindretning og de love, der skal gælde for vores samværsformer. Hvad vi må og ikke må.
Så sproget har også et formål nemlig at blive enige om noget eller at opnå indbyrdes forståelse. Habermas mener at sprogets formål er at blive enige om noget og opnå forståelse. Der er ingen grund til at åbne munden eller skrive noget, hvis vi ikke dybest set ønsker at blive enige eller forstå hinanden. Det er ikke sikkert vi bliver enige eller forstår hinanden, men det (sprogteoretiske) formål er at blive enige og forstå hinanden, selvom vi i praksis ikke altid bliver det.
Og måden vi gør det på eller metoden, er ved at bruge argumenter. Et argument er en begrundelse for det vi siger for at overbevise den anden om, at vi har ret, i det vi siger. Og det kaldes også en fornuftig samtale. Vi samtaler med hinanden for at ideelt blive enige om noget. Så den fornuftige samtale i Habermas forstand er også en idealtilstand noget vi stræber efter, men som vi godt ved, vi sjældent opnår fuld enighed om. Habermas taler om at den fornuftige samtale dermed er kontrafaktisk. Fuld enighed kaldes for øvrigt konsensus og et kompromis, er noget vi er delvist enige om.
Opsummering af første del. Foreløbigt om fornuft og sprog ud fra Habermas
Sprog er fornuft.
Sprog skaber og er fælleskab
Sprog er tænkning.
Sprog er handling.
Sprogets formål er indbydes forståelse og enighed.
Sprog er argumenter og begrundelser
Sprog er en fornuftig samtale – kommunikation.
Sprog er indeholdt i etik og demokrati.
Mere om Habermas, samtale og demokrati.
Habermas er både filosof, sociolog, politolog og har derudover indsigt i snart sagt alle videnskabelige discipliner og forsøger med sine teorier og bøger at anlægge et nærmest encyklopædisk syn på den virkelighed, som den bør være.
Habermas er normativt tænkende og forsøger at skitsere teorier, der er universelt gældende og som enhver bør rette sig efter fordi man med sin fornuft kan indse, at det er det rigtige. Frihed er at lade sig overbevise ved hjælp af gode argumenter.
Habermas er barn af efterkrigstiden og forsøger med sine teorier at undgå den ulykke og menneskefjendske indstilling som Nazisterne stod for. Aldrig mere Auswitz! Aldrig mere koncentrationslejre og tyranni!
Habermas er i opposition til de tænkere af mere postmodernistisk observans. Tænkere som ikke tror på et altomfattende projekt om det moderne. Politiske overbevisninger, ideologier og mere traditionelle og konservative kulturelle livsformer, har ifølge postmodernisterne vist sig ikke at kunne forklare, de problemer vi står overfor. De er brudt sammen og nyt må til. Omvendt må vi konstatere, at dette sammenbrud i de store fortællinger om, hvordan det gode liv er netop betyder at nogle vender tilbage til det tabte for ikke at blive fortabt.
Men Habermas kommer kritiske postmodernister i møde ved at sige, at det moderne er et ufuldstændigt projekt. Vores samfund og de mennesker, der lever i det, har muligheden for at frigøre sig fra magtstrukturer og undertrykkende mekanismer, hvis vi bruger vores fornuft på den rigtige måde. Det er ikke så godt som det burde være, men vi kan gøre noget ved det, hvis vi bruger vores fornuft
Anden del.
Men hvad betyder det så i demokratisk forstand?
Det betyder for det første, at Habermas med det, han kalder universalpragmatikken vil sætte samtalen og sproget i centrum for den måde, vi bør indrette vores sameksistens på.
Demokrati og fornuftig samtale er således for Habermas, den eneste retfærdige styreform, hvor mennesker af fri vilje kan danne et fællesskab med hinanden. Det betyder endvidere, at de regler (handlingsnormer), der styrer det retslige og etiske mellemmenneskelige samvær i fællesskabet, er tilvejebragt via procedurer (metoder), der i sig selv er retfærdige (legitime).
Alle berørte parter skal være enige om dels den måde handlings og retsnormer bliver til på og dels de konsekvenser disse retslige såvel som moralske normer medfører.
Det formulerer Habermas i tre principper som minder om hinanden. De kaldes:
1). Universialiseringsprincippet
2). Diskursetiske princip
3). Det demokratiske princip.
Lad os se hvordan de formuleres:
Universialiseringsprincippet lyder:
”Alle berørte parter kender, kan acceptere, har interesse i, og foretrækker de konsekvenser og bieffekter som kan forventes såfremt normen generelt blev efterlevet” og
Det diskursetiske princip:
” Kun de handlingsnormer er gyldige, som alle berørte i kraft af deres deltagelse i en rationel diskurs (samtale med argumenter) ville kunne opnå enighed om”
og som det sidste af de tre principper, det demokratiske princip:
” Vedtægter (love) er kun legitime, såfremt de kan få tilslutning i form af konsensus (enighed) fra alle borgere i en diskursiv( logisk samtale) lovgivningsproces, der i sig sig er retligt konstitueret”
Det afgørende er, at samtalen hvori handlings- og retsregler finder sit indhold er befriet for magt, udelukkelse og undertrykkelse. Alle der er eller kan forventes at blive berørt af rets og moralregler skal være enige i disse regler og den måde de er fremkommet på!
Og det er jo høje krav at stille til en samtale om rets og moralregler. Derfor kalder Habermas også denne form for samtale for den den ”ideale herredømmefri samtale”. Det er noget som vi bør stræbe efter – en ledetråd for den etisk rigtige samtale.
Men hvad er så en ideel herredømmefri samtale? Habermas analyserer samtalens grundlæggende vilkår og når efter lange, indviklede og videnskabsteoretiske analyser frem til, at samtalen grundlæggende består i at opnå indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter i forhold til tre og kun tre elementer, der altid optræder samtidig. Det drejer sig om:
1. Sandhed i den objektive verden. Det er noget i verden eller virkeligheden som er reelt eksisterende og uafhængig den den enkelte. En gren knækker i skoven uanset om vi registrerer det eller ej. Det er et faktum eller et sagsforhold. Vi må bare blive enige om hvad det er, ikke om det er. Der er altså noget tilstede, et sagsforhold som vi ikke kan komme uden om, men må blive enige om hvad er. Det er det som man kalder realisme eller positivisme eller mere generelt helheden af entiteter (det værende) hvorom sande udsagn er mulige.
2. Rigtighed i den sociale verden(intersubjektivitet). Rigtighed drejer sig om, hvordan vi bliver enige om de regler eller normer, der skal gælde i forhold til det sagsforhold, der eksisterer.
Hvad er en rigtig handling og hvad er ikke en rigtig handling. Hvis vi antager, at der findes atomkraft (sagsforholdet) må vi også blive enige om vi skal udnytte atomkraft eller ej.
Nogen er for andre imod. Men ingen handling er gyldig uden at alle berørte parter kan godtage den jf. diskursetikken, universialiseringsprincippet og det demokratiske princip.
Vi må have en moralsk dom og retsregler, der styrer det at indføre eller ikke indføre atomkraft. Det er det som giver samfundet sammenhængskraft eller legitimitet. Habermas siger intet om normens indhold, kun om de procedurer, der fører til indholdsbestemmelsen. Og husk også, at proceduren i sig selv må være retfærdig og magtfri.
3.Vederhæftighed. Når nu vi er i samtale om et sagsforhold og etik må alle involverede dvs. de berørte parter, udtale sig om sagsforhold og etik uden at lyve eller fordreje samtalen til egen fordel. Den der lyver eller udtaler sig manipulerende eller strategisk er ikke vederhæftig, men er utroværdig.
Vi har alle forskellige forudsætninger for at udtale os om en given sag og etisk bedømmelse, men uanset hvad er alle ligeværdige. Der er altså ikke nogen, der har privilegeret status i forhold til andre. Alle er ligeværdige og har lige stor ret og indflydelse på de beslutninger, der skal træffes.
Men hvad er det så for en instans, der gør den herredømmefrisamtale mulig? Det er netop fornuften i form af kommunikativ rationalitet. Iboende kommunikationen er fornuften. Fornuften konstituerer dvs. er grundlaget for samtalen eller er transcendent dvs. den ”bagvedliggende” instans der muliggør, at vi overhovedet kan have den herredømmefri samtale.
Men hvad nu, hvis ikke kan blive enige om de tre forhold, som enhver samtale jf. ovenfor består af. Hvad stiller vi så op. Habermas mener, at gode argumenter overbeviser med tvangsfri tvang!
Det som er pointen er, at man via sin fornuft indser dvs. lader sig overbevise argumentativt ud fra analyser, diskussioner, debatter, ræsonnementer, logikker. Derfor er følelsesmæssige argumenter dvs. fornemmelser, der ikke kan sprogliggøres ikke gyldige.
Og godt for det. Tænk hvis vi skulle indrette vores samfund på følelsesmæssige forudsætninger. Det ville blive det rene ”Vilde Westen”. Jeg kan ikke lide dig, derfor skyder jeg dig eller slår dig. Det ville blive helt uoverskueligt og skabe fundamental utryghed.
Anden del. Opsummering.
Habermas siger at sproget er til for at vi kan blive enige om, hvordan et demokratisk samfund bør indrettes så det er retfærdigt for alle i dette samfundsfællesskab. Og det vi skal blive enige om igennem fornuftig samtale fastlægges ud fra tre overordnede principper:
- Universaliseringsprincippet
- Diskursetiske princip
- Demokratiprincippet
som hver især udspringer af, at der skal være enighed blandt alle berørte parter.
Formålet med samtalen er at blive enige om følgende tre elementer, der er indeholdt i enhver samtale:
- Sagsforholdet
- Rigtighed
- Vederhæftighed
Interne link.
Demokratibogen: Demokratibogen – gratis bog om forholdet mellem demokrati og pædagogik (xn--online-studiehjlp-5rb.dk)
Hvad er demokrati? Og hvad betyder ordret demokrati: Demokrati – hvad er det og hvordan kan vi praktisere det? (xn--online-studiehjlp-5rb.dk)
Wolfgang Klafki og demokratisk dannelse: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/wolfgang-klafki/
Eksterne link.
Anders Bordum. De store nye Sociologer: https://fuodense.dk/media/1610/anders_bordum.pdf
Information: https://www.information.dk/udland/2019/06/90-aar-habermas-utraetteligt-forsvaret-fornuften-moderniteten