1.0. Om artiklen med Goffman.
Goffman er en af de helt store store sociologer på linje med Luhmann, Habermas og Bourdieu. Det som kendetegner Goffman er hans eksplicitte mikrosociologiske tilgang til sociologien. Goffmans interesse er hverdagslivets sociologi. En detaljeret og omfattende analyse af det helt konkrete hverdagslivs sociale former og deres tilblivelse.
Goffman er spændende at læse fordi man får helt nye perspektiver på hverdagslivets sociologi og en række frugtbare begreber til analysere pædagogiske problemstillinger og temaer med.
Og jeg har desuden lagt en god analyse af tre “urolige drenges” situation i en 7 .kl. ud fra et anonymiseret interview for på denne måde at eksemplificere, hvilke pædagogiske indsigter Goffman kan bidrage med.
Sidst i artiklen er der desuden også link til videre læsning af Goffman.
God læselyst.
Præsentation af Goffmans teori om socialkonstrueret indtryksstyring.
Indtryksstyring og teatermetaforen.
Goffman bruger teatermetaforen eller ”den dramaturgiske forestilling” til at beskrive hverdagslivet med. Dramaturgi betyder handlingslære eller teaterkunst dvs. hvordan man som dramatiker elle skuespiller opbygger sin forestilling på en taterscene. Goffmans dramaturgi er imidlertid ikke en handlingsanvisende dramaturgi, men en sociologisk dramaturgisk drejebog. Der er ikke tale om en foreskrivende, men beskrivende tilgang. Goffman har ingen direkte hensigt om at forandre noget samfundsmæssigt, individuelt eller interaktionelt. Selv om viden generelt jo ofte ændrer vores forståelse af verden.
Men Goffman bruger altså dramaturgiens kernebegreber som skuespillere/roller, publikum, rekvisitter, scene, kulisse, manuskripter og optrædener med henblik på at fortolke menneskelig samhandling og adfærd som iscenesat.
Teatermetaforen som fortolkningsmodel.
Teatermetaforen er en fortolkningsmodel, der bruges som et analyseredskab til at få øje på nye alternative samhandlingsmønstre, adfærd og tænkemåder i hverdagslivets mangfoldige sociale situationer. Der er ikke tale om en afspejling af virkeligheden, som den i virkeligheden er, men hvad vi ville få øje på, hvis vi genbeskrev virkeligheden som en teatermetafor for mellemmenneskelige relationer og organisationsformer
To typer scener.
Goffman skelner mellem to scenetyper dels frontstage (på scenen) og dels backstage (bag scenen) og i hver af disse to typer scener findes to typer identiteter, henholdsvis frontstage- og backstageidentitet. Goffman opererer og opfatter således mennesker, som om vi har to grundlæggende identiteter. Eller to typer af rollespil med hver sin identitetstype.
Frontstage (på scenen) og frontstageidentitet.
Frontstage er det sted i det offentlige sociale samhandlingsrum, hvor den optrædende/skuespilleren viser sig frem og kommer til syne for sit publikum og ”er på”. Frontscenen er det bedømmelsessted, hvori den optrædende ”forsøger at give det bedste indtryk af sig selv og overbevise dem, der ser os, om hvem og hvad vi er. Frontstageidentitet er den identitet som den optrædende viser frem på frontscenen dvs. hvem vi er, hvad vi vil, hvad vi idealiserer, hvem vi ser op til og hvordan vi gør det.
Backstage (bag scenen) og backstageidentitet.
Backstagescenen er det private ”sande” samhandlingsrum, hvori den optrædende er uden publikum. Backstage er det sted, hvor backstageidentiteten er virksom dvs., hvor man kan være og vise sig selv uden at være optaget af og bundet af publikumsreaktioner. Backstageidentiteten er den identitet, hvor vi er mere naturlige og tør vedblive at være os selv i forhold til hvem vi er, hvad vi vil og hvordan vi gør det, uden at bekymre os om publikumsreaktioner. Et sted, hvor vi øver os i at optræde på front scenen.
Goffman har desuden også et begreb, han kalder for selvmodsigende optræden, som er den skjulte optræden for at få noget at vide om de optrædende. Det er f.eks. journalisten, der lader om som han/hun er interesseret, men i virkeligheden er det for at “snuse” sig frem til de optrædendes indtryksstyringsstrategier.
Kulisse.
Kulissen er den baggrund, hvori en scene udspiller sig dvs. de omgivelser hvori den optrædende iscenesætter sit skuepil med henblik på indtryksstyring f.eks. et klasselokale, en bytur, en daginstitution, en skolegård, eller en skolefest etc..
Individets indtryksstyring.
Indtryksstyring er den effekt ”en optræden har på andre” dvs. den rolle, figur eller skikkelse som individet iscenesætter, præsenterer og ønsker at blive identificeret og anerkendt som i en bestemt social kontekst dvs. i hverdagslivets sociale situationer. Fokus er på den sociale situation dvs. samhandlingen og samhandlingens ”færdselsregler” mellem mennesker. Det er det interaktionelle perspektiv og de normative forventninger, som er indlejret i den, der interessant.
Det drejer sig ikke om at afdække subjektive aspekter, som motiver, bevidsthed, intentioner eller intrapsykiske følelsesmæssige tilstande. Indtryksstyring drejer sig ikke om selvets psykologi, men på den sociale kontekst/situation som den rollespillende ønsker at blive modtaget i og dominere dvs. en styringsform/magt i forhold til at kontrollere, det modsvar, som andre fortolker, vurderer og anerkender den optrædende i.
Indtryksstyring er den proces, hvor individet gennem en variation af forskellige ”manipulatoriske udprojiceringsteknikker og informationssøgning søger at tegne et bestemt billede af, hvem det er” . Men det sker altså ifølge Goffman ubevidst – indtil man bliver gjort opmærksom på det.
Goffmans 8 typer af optrædener mhp. indtryksstyring.
Tro på den rolle man spiller.
Individet spiller en rolle for at få sine iagttagere til at tro, at det indtryk, der bliver fremlagt for dem er alvorligt ment. De tilskyndes til at tro på den figur, de ser og oplever, som troværdig og reel. Men hvordan kan individet selv tro på, det indtryk af virkeligheden, som han ønske at fremkalde hos dem, som han er omgivet af?
I det ene ydertilfælde kan den optrædende være overbevist om, at det iscenesatte skuepil er virkeligt, utilsløret og sandt. At det er den virkelige virkelighed, der bliver præsenteret, og kun den skarpe iagttager vil være skeptisk og kritisk overfor autenciteten af den præsenterede optræden.
I det andet ydertilfælde, er den optrædende bevidst om skuespillets falskneri. Individet i denne position kalder Goffman for kynikeren, da individet ikke selv tror på skuespillet, men udfører det med en forførende hensigt. Man kan sige, at det er skuespillets skuespil.
Kynikerens kynisme er derfor af båret af selviske interesser og motiver dvs. forførelse af sit publikum til noget instrumentelt bestemt og er det som Goffman kalder strategisk vildledning af sit publikum til for at få dem til at tro, at det er til deres egen fordel f.eks. loyalitet, udnyttelse eller underkastelse.Goffman og samtalereservat
Facaden.
De virkemidler som individet implicit eller eksplicit gør brug af under sin optræden med henblik på at definere og kontrollere sine iagttageres indtryk af den social situation kalder Goffman for facaden .
Den sceniske facade.
Den type udtryks udstyr som Goffman kalder den sceniske facade omfatter møbler, udsmykning, kunst og andre rekvisitter. Den sceniske facade konstituerer scenen, hvori det menneskelige drama udspiller sig.
Den personlige facade.
Den personlige facade er dynamisk og identificeres med den optrædende selv og henviser til individets distinktioner i forhold til rang (hierarki), påklædning, køn, alder, størrelse, udseende, talemønstre, formuleringsevne, ordforråd, argumentationsniveau, adfærd, ansigtsudtryk, mimik, gestik og kropsudtryk.
Personlig facade og stimuli.
Goffman opdeler af praktiske grunde de stimuli, der udgør den personlige facade i to kategorier dels ”ydre” og dels manerer afhængig af den funktion ,som den information, som disse stimuli tilhører, har som formål.
Den personlige facade og ”ydre” stimuli.
”Ydre” refererer til de facadestimuli, der dels på et bestemt tidspunk, har som formål at synliggøre og fortælle om den optrædendes statusser dvs. hvilken socialposition den optrædende forsøger at give indtryk af i forskellige sociale kontekster og dels hvilken aktuel sindstilstand individet ønsker at give indtryk af f.eks. om der tale om afslapning, en formel eller uformel social aktivitet.
Den personlige facade og manerer.
Manerer henviser til de facdestimuli, der har som formål at advare om eller give indtryk af, hvilken samhandlingsrolle, den optrædende forventer at ville spille i den forestående situation. Eksempelvis vil aggressive eller udfarende manerer have som formål af at give indtryk af direkte truende styring og kontrol af den sociale samhandling.
Dramatisering.
Når et individ er i social samhandling, er det typisk, at aktiviteten rummer tegn, der dramatisk forsøger at tydeliggøre og gengive bekræftende kendsgerninger, der måske ville forblive uklare eller skjulte (Ibid.s.77). Den optrædende er derfor nødsaget til at lægge sin sjæl i aktiviteten og være yderst opmærksom på at fastholde sit formidlende facadeudtryk.
Idealisering.
Goffman taler om, at fremførelsen af en rutine ved hjælp af sin facade stiller abstrakte krav til tilhørerne og udgør en af de måder, hvorpå en optræden bliver socialiseret så den passer til et samfunds forventninger. De optrædende vil derfor have tendens til at tilbyde sine iagttagere et idealiseret indtryk af situationen og forsøge at virke lidt bedre end de er i virkeligheden.
Udtryksstyring som reparation af indtryksstyring.
Goffman mener, at den optrædendes små diskrete signaler i forhold til mimik, gestus, ordvalg, ansigtsudtryk, m.v. tilkendegiver noget vigtigt ved den optrædende (indtryksstyringen), men at de samtidig kan få den uheldige følge, at de dels misforstås af den optrædendes publikum eller dels at publikum tillægger en tilfældig eller uoverlagt handling, som ikke var tilsigtet (Ibid.s. 95).Som en reaktion på dette kommunikationssvigt, vil den optrædende forsøge at reparere på de mindre tilsigtede hændelser i den kommunikative indtryksstyring (ny indtryksstyring) ved at bagatellisere hændelsen.
2. Præsentation af Goffmans teori om ”Selvet” i mikrosociologisk perspektiv.
Goffman er optaget af og undersøger mulighedsbetingelserne for at menneskets selv i interaktion samarbejder og forhandler om at konstruere mening og identitet.
Goffmans to tidstypiske forståelser selvet.
Goffman forståelse af selvet kan opdeles i to tidsperioder, idet der ikke foreligger en samlet entydig teoretisk beskrivelse af det.
Første og tidligste opfattelse af selvet.
I hans tidlige periode opfattes selvet som en instans, der er i stand til at frigøre sig fra indsnævrende og indskrænkende sociale betingelser og strategisk, er i stand til at manipulere den sociale situation så det fremtræder optimalt i forhold til omverdenen. Senere i forfatterskabet betones, at selvet dannelse og opretholdelse er underlagt noget strammere sociale mulighedsbetingelser end først antaget (The Insanity of Place, 1971).
Anden og senere opfattelse af selvet.
Her er selvet et kodeks dvs. ”en samling af forskrifter, regler normer”, som organiserer og strukturer selvet og herudfra skaber mening i individets aktiviteter. Selvet kan derfor iagttages ved at forstå dets placering i sociale aktiviteter og det udtryk som kommer til syne i dets udadvendte adfærd. Det interessante er i forhold til den tidligere opfattelse af selvet er, at den person som ikke gennem handlinger og signaler forstår at indkode eller tilegne sig en brugbar definition af sig selv og dermed konstruere sit selv som et meningssøgende, meningsskabende og tillidsskabende selv, tæt forbundet med andres anerkendelse, vil blokere og spænde ben for sig selv i alle de sociale situationer, de bevæger og optræder i. Selvets er nu i langt højere grad, og nærmest eksistentielt afhængig af andre menneskers anerkendelse.
Selvet opererer, er organiseret ud fra og må derfor tage hensyn til en dobbelt intentionel funktion. På den ene side er der den udadrettede intension, som kan aflæses på den ekspressive adfærd og på den anden side er der den modsatrettede intension fra den socialt samhandlende ”anden” (impressiviteten), og det er i dette spændingsfelt selvet dannes. Selvet er med andre ord socialt konstrueret.
Selvets 2territorier og/eller rekvisitter.
For at kunne konstruere og rekonstruere selvet, har individet ifølge Goffman brug for både rekvisitter og territorier, som en slags forlængelse af selvet.
Goffman opererer med 3 typer af ”territorielle farvande” som rekvisitter for selvrepræsentation, hvoraf særligt det egocentriske territorie er relevant og interessant i forhold til nærværende opgave:
Første territorie. Det som man har juridisk ret til og repræsenterer en vis geografisk udstrækning f.eks. et hus.
Anden territorie. Situationelle territorier dvs. områder bundet til en bestemt lokalitet, som en person kan gøre til sin midlertidige ejendom kan/vil forsvare f.eks. en stol i klasseværelset eller en bænk i skolegården.
Det tredje: Egocentriske territorier, der bæres af personen selv og kan inddeles i yderligere 8 underkategorier:
1). Det personlige rum eller den personlige (sikkerheds) zone, som omgiver personen som et situationsuafhængigt rum dvs. et rum, som både kan udvides og indskrænkes, men hvor individet umiddelbart kan bevæger sig uafhængigt i og forventer andre respekterer feks. en elev, der læser i en bog eller kigger i sin mobiltelefon.
2). 3Båsen – det velafgrænsede rum, som en person kan lægge midlertidigt beslag på f.eks. en stol, et bord i klasseværelset eller en bænk i skolegården og som dermed kan forsvares.
3). Brugsrummet omkring eller foran personen. Det rum som har instrumentel nytteværdi og som personen forventer andre respekterer f.eks. rummet mellem eleven og tavlen eller mellem en person og en kunst genstsand
4). Rækkefølgen, der må følges og respekteres f.eks. ”kvinder og børn først”
5). Hylsteret eller det kropslige område, dvs. huden, der dækker kroppen og tøjet der dækker dele af kroppen
6). Besiddelsesterritoriet dvs. alle genstande, som identificeres med selvet, og som bæres og transporteres på kroppen f.eks. en jakke, udsmykningsgenstande, en pung, bukser, sko, cigaretter mv.
7). Informationsreservatet, er de informationer om sig selv, som en person forventes at have kontrol over f.eks. mails, mobiltelefon, lommernes indhold og biografiske eller personlige oplysninger
8). Samtalereservat, der dækker over personens ret til i et bestemt omfang selv at bestemme, hvem der kan indføres i personens samtale og hvornår
c). Krænkelser af personens territorier.
Territorier kan krænkes af andre i despekt og hån. Goffman opererer med en række forskellige måder, hvorpå en territoriekrænkelse kan foregå på:
1) For lille fysisk afstand.
2) Kroppen, der berører og derigennem krænker andres overflade eller ejendele.
3) Det gennemtrængende eller ublufærdige blik.
4) Lyde frembragt af andre, som invaderer og giver frembringeren for megen lydplads.
5) Uberettiget tale, verbale henvendelser fra personen, som ikke har beføjelse eller står for tur til at henvende sig.
Afslutning.
Goffman interesserer sig for sig for ansigt-til-ansigt relationer og er svær at indkredse sociologisk metodisk. Nogle karakteriser Goffman som en kreativ krydsning, en hybrid mellem teoretiker og metodiker. At Goffman hverken er en traditionel etnograf eller en ortodoks samfundsforsker og at hans etnografi var for teoretisk og hans teorier for etnografisk mættede.
Goffman har desuden ikke ønsket at udarbejde en helstøbt og gennem bearbejdet metateori om samfundet som eksempelvis Luhmann og Habermas, men er snarere en teori, der studerer hverdagslivet som et formål i sig selv.
Hans sociologiske bidrag er således en detaljeret beskrivelse af “Every day of life”. Og i denne beskrivelse bruges teatermetaforen som en fortolkningsmodel, som ligeså godt kunne være en anden. Gofman er på denne måde også modernist.
3. Analyse af anonymiseret interview med 3 “urolige drenge” i en 7.kl. belyst ud fra Goffmans teori om indtryksstyring som en socialkonstruktion.
Peter
Peters far er kok og har i modsætning til sin mor ikke store forventninger til hans uddannelse end at få en uddannelse. Mor vil gerne have, han bliver læge. Han vil gerne selv være ejendomsmægler og blive rig. Forældrene vil gerne have, at han opfører sig ordentlig i skolen. Han kan godt lide at gå i skole, men mener ikke, at den stille drenge- og pigegruppe i klassen kan lide skolen fordi den drengegruppe som, han tilhører, der er den urolige og seje i klassen, ikke taler til dem. Denne drengegruppe kan godt lide, at ”hygge” sig sammen ved at gå ud og spise, spille fodbold og bordtennis og drille lidt. Vi dominerer, er seje og holder sammen ved at vi forstyrrer undervisningen ved at snakke, kaste ting på hinanden, som blyanter, papir og vi går ud af undervisningen uden at spørge og vi kan finde på at slås og lave ballade i frikvartererne”. Og jeg er hele tiden nødt til at opføre mig sådan og ikke være sammen med de rolige drenge for ikke at blive holdt udenfor og blive drillet og kaldt en svans. Nogle gange tænker Peter på, hvorfor han er sådan, da han egentlig godt kan lide de rolige drenge fordi de taler pænt til hinanden og har det sjovere, men det går hurtigt over. Hjemme opfører han sig anderledes, fordi der er regler for hvordan man taler og er sammen. Og han vil helst arbejde sammen med pigerne i klassen fordi de er mere kloge og er bedre til at hjælpe og er mere rolige.
Emil.
Emils far bestemmer hjemme og han hører efter hvad han siger. Hans forældre ønsker, han skal få en uddannelse, bliver til noget stort og lytte til lærerne og ikke lave ballade på gaden og i skolen. Han kan godt lide at gå i skole, men forstår ikke altid, hvad læreren siger, og han et ønsker et godt gennemsnit efter 9. klasse, men mener, at en rolig lille drenge- og pigegruppe ikke kan lide skolen, fordi der er rav og meget larm i klassen. Vi er urolige og opfører os som aber, vi sparker dør, råber og skubber til hinanden i frikvartererne og snakker i skolen fordi, vi har en lang skoledag og få pauser, men er vi er også ligeglade med skolen og alle andre de andre drenge er mærkelige. Han ved ikke helt hvorfor, de dominerer og ikke opfører sig normalt, det er bare sådan og han forsvarer sig ved at drille igen og slå igen ellers bliver han holdt uden for den urolige drengegruppe og kaldt for tøs eller svans. Han vil helst arbejde sammen med pigerne om skolearbejdet, fordi de er mere rolige. Drengene hænger ud sammen i fritiden og spiller bordtennis.
Andreas.
Andreas far er vognmand og ønsker, han skal overtage forretningen, når jeg bliver ældre. Andreas opfører sig ordentligt derhjemme fordi hans dominerende far siger det. Forældrene siger, han skal opføre sig ordentligt i skolen. Andreas vil gerne være læge eller hjælpe sin far som vognmand og håber sin familie bliver rige. Andreas tror alle kan lide at gå i klassen, men han forstår ikke altid hvad læreren siger, og han vil helst arbejde sammen med de rolige drenge i klassen fordi de laver deres opgaver. Andreas ved godt han hører til den urolige drengegruppe, der opfører sig uroligt og larmende. Vi er urolige for at irritere vores lærer og fordi, det er sejt at være sådan i drengegruppen og derfor kan vi finde også finde på at snakke uafbrudt eller sparke til borde og vi tør sige alt og tør smide pigerne ud af klassen, når vi har lyst. Andreas får støtte af drengegruppen og de hænger ud sammen i fritiden ved f.eks. at gå ud og spise, og de forsvarer ham, hvis det ender i en slåskamp. Andreas tænker over, at der er ulemper ved at være en del den urolige drengegruppe. Han er således irriteret over, han bliver mere og mere urolig af at være i gruppen og fordi det får mig til at opføre mig på en bestemt måde i klassen og i skolen så jeg kan være en af de seje drenge.
Analyse af af de tre anonymiserede interviews med de 3 ”urolige” drenge i forhold til Goffmans begreber om selvets indtryksstyring og social interaktionelt konstruktion af meningsidentitet.
Peter.
Fontstagescenen med klasserummet som kulisse.
Tro mod sin rolle.
Peter spiller sin rolle i skolen på forskellige scener og med forskellige kulisser. Når kulissen er klasserummet og de sceniske facade omfatteren bestemt opstilling af elevborde, tavlen, smartboards, lærerne, pigerne og de andre drenge m.v. forsøger han at give indtryk af at være tro sin rolle og få sine iagttagere til at tro, at det er alvorlig ment, når han optræder i rollen som sej og dominerende i forhold til de andre stille drenge, lærerne og pigerne (publikummet). Og det gør han ved eksempelvis, at vi forstyrrer undervisningen ved at snakke, kaste ting på hinanden, som blyanter, papir og vi går ud af undervisningen uden at spørge og vi kan finde på at slås og lave ballade i frikvartererne. Og ud fra det fiktive interview er der ikke umiddelbart grund til at tro, at Peters skuespil er falsk og kynisk. Han giver ikke udtryk for, at det er for at manipulere sit publikum til noget bestemt, idet han er meget selvreflekteret og tro mod sin rolle, da han tænker over, hvorfor han er sådan, uden at ændre det. For som han siger ærligt i interviewet i forhold til at være sammen med rolige drenge det går hurtigt over. Der er dog tendens til momentant rollefalskneri, idet han kan finde på at lyve, når han kommer under pres i skolen.
Den personlige facade.
I forhold til den personlige facade er Peter godt klar over der findes et hierarki i klassen i forhold til sociale positioner. Han tilhører de urolige drenge og giver indtryk af det ved at opponere mod den pædagogiske praksis (ydre facadestimuli). Han forsøger at synliggøre sit selv som den urolige dreng, men vil gerne samtidig arbejde sammen med pigerne fordi de er mere rolige. Det kan tolkes som om, at Peter opfatter pigerne, som mere koncentrerede og mere interesseret i skolearbejdet og dermed har en højere socialposition ud fra lærerenes og skolen pædagogiske praksis
Peters personlige facade er under pres.
Men Peters peronlige facade er også under hårdt pres, idet han udtaler (backstageidentitet), jeg er hele tiden nødt til at opføre mig sådan og ikke være sammen med de rolige drenge for ikke at blive holdt udenfor og blive drillet og kaldt en svans for han kan egentlig godt kan lide de rolige drenge fordi de taler pænt til hinanden og har det sjovere, men det går hurtigt over. Det kræver derfor anstrengelse og opmærksomhed, at være en del af den urolige drengegruppe. Peter må hele tiden tilpasse sin frontstageidentitet som urolig, sej og dominerende og reparerer sin indtryksstyring, hvis der sendes forkerte signaler dvs. eksempelvis i forhold til
- Besiddelsesterritoriet – undgåelse af, at have forkert påklædning. Den urolige drengegruppe drenge køber dyre mærkevarer som Adidas og Tommy Hilfinger, har en bestemt kasket og hue på, går i store dynejakker og hættetrøjer samt har en bestemt frisure, hvor håret ligger til siden(egen observation).
- Besiddelsesterritoriet. Han må iføre sig en stor dynejakke og hættehue trukket delvist over hovedet (hylsteret) så han hele tiden understøtte, et indtryk af at have kropsligs styrke, virke mystisk, afvisende og skræmmende overfor de andre stille drenge, pigerne, lærerne og skolen (ydre stimuli).
- Dramatisering. Peter må ligge sjæl i at tale og hilse på de andre urolige drenge på en bestemt måde og med et bestemt ordforråd. Og det gør han via bestemte manerer dvs. ved at sige hej, give håndtryk, klappe de andre på skuldrene” og siger hva så ven for på denne måde at gøre opmærksom den samhandlingsrolle, som han forventer at spille, nemlig at indgå i de normer, der gælder for at være en del af den urolige drengegruppe.
- Peter må hele tiden passe på, at han virker truende overfor pigerne og det gør han ved at krænke pigernes personlige territorier via bestemte facademanerer: Han er spændt i ansigtet, han stirrer med øjnene, vrider med øjebrynene og går tæt på dem i en truende position og bruger hans hænder til at markere, at de skal ud af klassen .
- Peter må hele tiden forsøge at etablere og opretholde et samtalereservat og et personligt rum, hvor han kan være i fred og bevæge sig uafhængigt og frit i. Og det gør han bl.a. ved hele tiden have sin iphone eller ipod i ørerne som et udtryk for et besiddelsesorienteret egocentrisk territorium og kontrollere sit informationsreservat. Han spiller spil og hører musik m.v. og det er netop ikke skolerelevant set ud fra lærernes og skolens perspektiv.
- Når presset på peter bliver for voldsomt i den pædagogiske praksis, fra lærerne, pigerne og de andre drenge, viser han pludselig tegn på rastløshed og bevæger fødderne og benene uregelmæssigt og hans optræden bliver mere kynisk og manipulerende, idet han begynder at lyve.
- At han har et ideal og ønske om at blive ejendomsmægler og rig.
Emil.
Der er, ikke overraskende mange lighedspunker mellem Emil og Peters måder at indtryksstyre sit publikum på i skolen dvs. de andre urolige drenge, de rolige drenge, pigerne, lærerne og den pædagogiske praksis i forhold til social meningskonstruktion og rekonstruktion af en selvopfattelse og identitet som urolig dreng i klassen.
Emil er på denne måde også tro mod sin rolle som urolig dreng i klassen, men mindre selvreflekteret og bevist om det end peter, da han udtaler, at han ikke helt ved, hvorfor, de dominerer og ikke opfører sig normalt, det er bare sådan.
Frontstageidentitet.
Emil udtaler således i forhold til at dramatisere hans personlige facade med et dominerende indtryk i forhold til manerer og facdestimuli overfor sit publikum (frontstageidentiteten) som urolig dreng, at vi og dermed Emil har en rolleoptræden som aber, vi sparker dør, råber og skubber til hinanden i frikvartererne.
Backstageidentitet.
Men Emil har også en backstageidentitet i forhold til hans rolle i skolen som urolig dreng, da han ønsker sig et godt gennemsnit efter 9.klasse og ligesom Peter oplever han også et personligt facadepres og en bekymring om ikke at kunne leve op til hans rolle som urolig dreng, da han udtaler jeg forsvarer mig ved at drille igen og slå igen ellers bliver han holdt uden for drengegruppen og kaldt en tøs eller en svans.
Andreas.
Frontstageidentitet.
Andreas ved godt han tilhører den urolige drengegruppe og indtryksstyrer og skaber mening som urolig dreng med den pædagogiske praksis og skolen som kulisse og scenefacade på samme måde som Peter og Emil i forhold til hans personlige facade, facadestimuli, manerer og socialposition.
Han udtaler således, at den urolige drengegruppe i modsætning til den rolige (socialpositionering), kan finde på at snakke uafbrudt eller sparke til borde og vi tør sige alt. Og i forhold til at krænke pigernes territorier, samtale- og informationsreservat for at forstærke indtryksstyringen som urolig dreng, udtaler Andreas, at vi dvs. den urolige drengegruppe kan finde på, at smide pigerne ud af klassen, når vi har lyst.
Backstageidentitet.
Andreas er ligesom Peter og i mindre grad end Emil reflekterende og bevidst om det personlige facadepres og identitet som urolig dreng udgør, idet han udtaler (backstageidentitet), han bliver mere og mere urolig af at være i gruppen og fordi det får mig til at opføre mig på en bestemt måde i klassen og i skolen så jeg kan være en af de seje drenge.
Konklusioner ud fra interviewet:
Interviewet viser i hovedtræk, at de ”urolige” drenge i teatermetaforens optik og logik, er en gruppe drenge, der i et interaktionelt socialt konstrueret og meningsstyret sammenspil i den pædagogiske praksis dvs. i forhold til undervisningen, lærerne, de andre rolige drenge og pigerne forsøger at indtryksstyre sit publikum og finde selvidentitet på en bestemt måde.
Interviewet viser klare tendenser på, at de ”urolige” drenge med skolen som kulisse, klassen som scenisk facade, forskellige skoleterritorier og en dramatiseret personlig facade udtrykt gennem en særlig frontstageidentitet er i færd med at konstruere og finde mening med det at gå i skole, ved at være en del af især den urolige drengegruppe. Denne gruppe drenge både producerer og reproducerer deres ”selv” igennem socialt konstruerende meningssøgende identitetsprocesser i skolens praksis i forhold til at være især urolig dreng i skolen.
Men interviewet viser også, at de urolige drenges frontstageidentitet er under et stort og vedvarende personligt pres, da de hele tiden må rollespille i forhold til at være ”urolige” dreng, da de ellers risikerer eksklusion fra denne gruppe. Der imidlertid i interviewet også klare tegn på, at denne gruppe drenge har en selvidentitetskonstruktion eller rolle, der er i stand til at imødekomme den pædagogiske praksis i skolen dvs. have en mere disciplineret og tilpasset skoleelevrolle.
Interviewet viser også, at de ”urolige” drenge, har i hvert fald mindst to maskuline skoleidentiteter. Den ene er præget af en tendens til en aktiv, udadvendt, dominerende, aggressiv og mere diskriminerende hegemonisk maskulinitet.. Den anden maskuline skoleidentitet har et ideal, som mindre udfarende, mere rolig, disciplineret og tilpassende i forhold til den pædagogiske skolepraksis og ses i interviewet i forhold til de ”urolige” drenges ønske om at arbejde sammen med de rolige og kloge piger i klassen.
Der er derfor grunde grunde til at drengene er, som de er. De er ikke “urolige” fordi de ikke kan lide skolen i sig selv. De bruger skolen som en kulisse og klassen som en scene med henblik på at gøre sig selv til en “mand”.
Interne link.
Bourdieu og Habermas: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/introduktion-til-bourdieu/
Luhmann og systemteori: https://xn--online-studiehjlp-5rb.dk/luhmann-og-systemteori/
Eksterne link.
Søren Kristiansen. Kreativ sociologi. ph.d. afhandling om Goffman.: file:///C:/Users/slala/OneDrive/Dokumenter/hjemmesiden/147581_afhandling-soerenkristiansen%20(1).pdf
God artikel. Goffmans metaforer om den genbeskrivende og rekontekstualiserende metode hos Erving Goffman: http://ojs.novus.no/index.php/SID/article/view/915/909
Fin artikel i Kristeligt dagblad: Sociologen, der analyserede verden som en scene: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/sociologen-der-analyserede-verden-som-en-scene
Pia Frederiksen. Ph.d. afhandling. De vanskelige drenge i klasserummet. file:///C:/Users/slala/OneDrive/Dokumenter/hjemmesiden/PHD_Pia_Frederiksen_E_pdf%20(3).pdf